Vilde hunde dræber mand i Sofia

En gammel mand i Bulgariens hovedstad er død af de sår, han fik af vilde hunde, som angreb ham i en park.

Udland 17. juni 2012 12:17 - Opdateret 17. juni 2012 12:18

Vilde hunde dræber mand i Sofia

En 89-årig mand er død på et hospital i den bulgarske hovedstad, Sofia, efter at han tidligere på ugen blev overfaldet og skambidt af vilde hunde i en offentlig park.

Det er anden gang på tre måneder, at sådan en episode indtræffer i hovedstaden.

Manden, der var dement, blev fundet i parken i tirsdags. Der var bid ind til knoglen i begge hans ben.

Hospitalet Pirogov siger, at hans tilstand blev forværret, som dagene gik, og søndag døde han.

En anden gammel mand døde den 8. april, efter at en flok på 25 vilde hunde havde angrebet den 87-årige mand i Sofia.

Hundene tvang ham til jorden og bed kødlunser af hans arme og ben.

Efterhånden som den økonomiske krise er blevet dybere - også i Bulgarien - er problemet med vilde hunde blevet større, fordi hundeejere har efterladt deres dyr på gaderne, så hundene selv må finde føde.

Ifølge myndighederne er der omkring 9500 vilde hunde i Sofia, som også rummer omkring to millioner mennesker.

Det kan lyde af mange vilde hunde, men efter Sofia-forhold er det noget bedre end i 1997, da der blev talt 20.000 vilde hunde.

Antallet af hundeoverfald på mennesker er trods de seneste tragiske dødsfald også gået ned.

I 1994 blev der ifølge hospitalernes opgørelser registreret 6606 hundeoverfald, i 2011 var det 445.

/ritzau/AFP

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...