Vilde påstande

Morten Messerschmidt kvitterer (14.11.) undertegnede for, at jeg har gjort opmærksom på det fejlagtige i hans påstand om, at dansk opstillede vindmøller produceres i Tyskland.

Det glæder mig naturligvis, at min kollega Messerschmidt indrømmer, at hans påstand var usand. Og i god kollegial ånd, skal jeg her ile til med endnu en opklaring af en Messerschmidtsk misforståelse i vindmøllegenren. I selvsamme indlæg fremfører han nemlig en ny påstand: At regeringens satsning på vindmøller ikke vil føre til mindre CO2 udslip. Hans argument er, at strøm produceret af vindmøller er omfattet af EU's kvotehandelssystem (ETS), hvorfor den øgede danske vindmøllestrøm blot vil nedsætte prisen på CO2 kvoter. Dette vil føre til positive incitamenter for at brænde fossile brændstoffer af i andre medlemslande. Det har han - alt andet lige - ret i. Men alt andet er ikke lige. Vi arbejder nemlig konstant hernede i Bruxelles på at tilpasse incitamenterne i vores lovgivning, til den europæiske virkelighed. Det betyder naturligvis, at man konstant evaluerer, om systemet virker efter hensigten. F.eks. overvejes det, om man i forbindelse med de nuværende forhandlinger om et energieffektivitetsdirektiv, skal trække kvoter ud af systemet. På samme måde er det slet ikke utænkeligt, at systemet tilpasses i takt med at lande som Danmark i stigende grad opfatter klimaproblemets alvor og begynder at agere derefter. For eksempel ved at opstille flere vindmøller. For det andet ignorerer Messerschmidt også den symbolpolitiske værdi i den enormt ambitiøse målsætning, den danske regering har sat sig. En stor del af debatten om grøn energi handler om, hvorvidt et energisystem med store mængder sol- og vindenergi kan fungere i praksis. Kan Danmark demonstrere dette, er der ingen tvivl om, at det vil være med til at rykke den globale debat om grøn energi. Og det med udgangspunkt i et dansk eksempel med dertilhørende eksporteventyr og jobmuligheder fristes man til at sige.