Vilde påstande

EMNER 3. december 2011 05:00

SOCIALMINISTER: Kære socialminister Karen Hækkerup (S). Som en af de mange tusinde, som knoklede for at få en regering, som vedkender sig ansvaret for de svageste i samfundet, bliver jeg virkelig ked af at se, at du som socialdemokrat og -minister udtaler: "Vi bliver nødt til at have respekt for, at der er nogen, der står op om morgenen, passer deres arbejde og sørger for, at hjulene kører rundt i samfundet" - for det kan kun forstås sådan, at vi kun skal respektere dem, som er så heldige at have et arbejde, selv om du burde vide, at stort set alle arbejdsløse brændende ønsker sig et arbejde, så de kan forsørge sig selv. I min tid som sagsbehandler oplevede jeg jævnligt klienter, som stod op kl. 5 om morgenen for at passe et arbejde, selv om stort set hele deres indtægt blev modregnet i kontanthjælpen, og det samme oplever sagsbehandlere i dag. Dine vilde, udokumenterede påstande om normskred og krævementalitet er ikke en rød socialminister værdig. Det eneste eksempel på krævementalitet, jeg kan komme på, er dit eget krav om en tårnhøj løn som socialminister, selv om du ivrigt deltager i hetzen mod samfundets svageste - i stedet for at passe dit arbejde og støtte vores svageste medborgere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...