Vilde urte-frikadeller over bålet

Tranum 17. september 2002 08:00

TRANUM: 70 børn i alderen tre til 10 år og otte voksne fra børnehave og SFO Uglen/Tranen har været på en oplevelsesrig kolonitur til Den Økologiske Landbrugsskole i Vildmosen. Til turen havde forældrene bagt masser af boller og kage. Fredag middag blev børnene modtaget på skolen, hvorefter de yngste blev indkvarteret på naturskolen, de ældre i shelters og telte. En naturvejleder viste rundt på området, og derefter var der arrangeret løb med opgaver. Børnene skulle samle mælkebøtter, skvalderkål og vejbred, og godt blandet med æg og rasp blev urterne stegt på en jernplade over bål, som et supplement til aftensmaden, der også omfattede gulerødder samt brød bagt af selvlavet mel. De yngste blev sendt tidligt til køjs, mens de store legede i mørket med lommelygter. Alle var dog puttet ved 23-tiden, fortæller Bente Hyttel fra Tranen. Koloniopholdet omfattede også masser af udendørs fælleslege, boldspil og æbleplukning. Over middag lørdag hentede forældrene en flok trætte børn, en del oplevelser rigere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...