Vilde vikinger på tværs udendørs

Flere skoler i kommunen har emneuge. På Østermarksskolen leger eleverne vikinger

AARS:Røgen fra de tændte bål spreder sig langsomt over sportspladsen ved Østermarksskolen, hvor eleverne har skruet tiden 1000 år tilbage til vikingetiden. Sportspladsen er et mylder af elever, der forsøger at leve sig ind i vikingetidens levemåder. De smeder troldekors, hugger brænde, laver mad, leger lege og øver sig på et vikingespil. Østermarksskolen har i denne uge emneuge frem til efterårsferien, og alle elever fra børnehaveklassen til 9. klasse deltager i vikingeugen. Børnehaveklassen arbejder dog for sig selv. Selvbestemmelse Via elevrådet er de selv med til at vælge et emne, som de har lyst til at arbejde med. Derefter planlægger lærerne forløbet, fortæller lærer Per Svenstrup, der selv har siddet i planlægningsgruppen. Emneugen slutter i dag, for fredag skal eleverne rydde op og løbe motionsløb, som de plejer lige inden ferien. Eleverne er delt op i ti værksteder, hvor de arbejder med forskellige ting. Udenfor laves der mad over bål. Det er suppe, ben, smør, ost, fladbrød, frugtmos, der består af æbler og pærer og slik, som er nødder, mel og honning, der er kogt op. Madgruppen laver hver dag smagsprøver til de andre elever. - Dagen begynder med vikingetidshistorie, hvorefter eleverne arbejder i værkstederne, indtil sidst på dagen, hvor vi slutter af med konkurrencer, som kunne være foregået i vikingetiden. Det kan være noget med at trække noget tungt, forklarer lærer Per Svenstrup om elevernes dage. Hjælp til smedearbejde Desuden leges der vikingelege, en anden gruppe arbejder med træ, mens børnene fra fjerde klasse og op har fået lov at smede troldekors og kroge til at hænge vikingehjelmene på. To medarbejdere fra historisk værksted i Giver har besøgt skolen for at hjælpe børnene med at betjene redskaberne og lære dem at arbejde med jern. - Eleverne vælger selv, hvad de gerne vil lave i emneugen. Eleverne er i de tre grupper, der er relateret til skuespillet, hele ugen. I de andre grupper bytter de en gang, så eleverne når at prøve to grupper, siger lærer Per Svenstrup. Næsten alle aktiviteter foregår udendørs så vidt muligt, pånær udarbejdelse af rekvisiterne og smedearbejdet foregår under et halvtag. - Vi har tilstræbt, at så meget som muligt foregår udendørs, for vikingerne var jo ude det meste af tiden. Indtil nu har det gået rigtig godt, og eleverne er meget interesserede i det, siger Per Svenstrup. Vikingespil De sidste tre grupper er relateret til et vikingespil, hvor der er cirka 50 aktører, en musikgruppe og en rekvisitgruppe, som skal optræde torsdag for forældrene. - Rekvisitgruppen syr kostumer og bygger scenen, fortæller lærer Per Svenstrup. Himmerlands Ungdomsskole i Haubro arbejder også med drama i denne uge, hvor de ligesom hvert år laver flere små skuespil under samme emne. I år er det ”Storhed og fald” og det udspiller sig i et græsk-romersk miljø, hvor det er op til eleverne selv at finde på dialogen. Eleverne skal vise de små skuespil for forældrene fredag aften.