Aalborg

Vildmosen skilter med sig selv

Der er opsat infotavler udvalgte steder og vejviserskilte, der skal gøre det lettere at finde rundt i Store Vildmose

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det har taget to år at nå i mål med formidlingsprojektet i Store Vildmose. Håbet er, at flere vil besøge området, nu hvor det bliver lettere at finde rundt.

JAMMERBUGT:Store Vildmose er et stykke betagende natur, der strækker sig ind over Jammerbugt, Aalborg og Brønderslev Kommuner. Området er fredet og rummer mange sjældne dyr og planter. Blandt andet en stor højmose. Her dyrkes også de kendte vildmosekartofler, og Pindstrup producerer spagnum. I området ligger også Luneborg Kro.

Det meste af vildmosen ligger i Jammerbugt. Her har kommunen længe haft ønske om at udbrede kendskabet til den særegne natur, der ikke har været dygtig til at skilte med sig selv.

Der er derfor blevet produceret film og fotos til turisterne. I området er der opsat vejviserskilte, infotavler ved syv udvalgte seværdigheder og etableret gangbroer.

Lørdag formiddag blev projektet afsløret på Vildmoseporten, som er områdets samlingssted med udstilling, foldere og guider.

Publikumsinteressen var stor. Omkring 150 mennesker mødte op. Jammerbugt og Brønderslev Kommuners borgmestre, Mogens Gade og Michael Klitgaard, holdt hver en tale, og så blev en infotavle afsløret. Tavlerne er en central del af det nye projekt.

Fisker i spidsen for projektet

De sidste to år har Marianne Fisker stået i spidsen for formidlingsprojektet.

- Store Vildmose er lidt et uopdaget land. Det er et meget stort område. Folk har simpelthen ikke kunnet finde vej. Det råder vi bod på nu med vores informationsprojekt, siger projektlederen.

Hun håber, at området i fremtiden vil opnå markant større publikumsinteresse. For at øge interessen er der også mulighed for guidede ture i løbet af sommeren.

- Før var det bare sådan et område, man kørte igennem. Nu kan man få at vide, hvad der gemmer sig af historier der, hvor man er landet, siger Marianne Fisker.

Projektets hovedfokus er på natur- og kulturhistorie. Her er det opdyrkede land også en vigtig del af projektet. Kartoffel- og spagnumdyrkning har fundet sted i utallige år i mosen. Det bliver også en del af den samlede fortælling fremover. Håbet er, at der nu kommer flere besøgende i området:

- Vi forventer, at der vil komme rigtig mange flere mennesker i Store Vildmose, nu hvor vi har fået det hele bundet sammen. Det her rækker langt ud over kommunegrænserne, siger Marianne Fisker.

Fakta

Nyt formidlingsprojekt opsætter infotavler på flere steder i vildmosen: Mindestedet Luneborg, udkigstårn, Grishøjgårds Krat, Pindstrup Mosebrug, Højmosenatur og Trædesten. Der er også opsat vejvisningsskilte.

Projektet er et samarbejde mellem Jammerbugt, Brønderslev og Aalborg Kommuner, Brønderslev Museum og Egnssamlingen i Saltum. Det støttes også af LandboNord og af EU-midler.

Store Vildmose var indtil for knap hundrede år siden en kæmpehøjmose - Europas største - dækkende ca. 64 km² og med tørvelag på op til fem meter.

I starten af 1900-tallet opkøbte staten store dele af Store Vildmose. I 1920’erne blev der anlagt græsningsarealer, og i 1940’erne igangsattes en større tørveproduktion. I 1935 blev der opført 19 nummererede gårde og en centralgård, der skulle fungere som karantænestation for dyr, som ikke var smittede med kvægtuberkulose og smitsom kalvekastning.

Fra starten af 1950’erne kom der gang i kartoffeldyrkningen, og i dag spiller avlen af den kendte vildmosekartoffel en stor rolle i mosen.

Man kan se højmoseområder af stor skønhed med spændende planteliv, bl.a. rosmarinlyng, der med rosa, klokkeformede blomster er årets store farveorgie på den fredede højmose, den enkle, betagende hvide kæruld, vilde skovarealer og gamle tørvegrave.

Om sommeren er der store, grønne græsmarker med hundredvis af græssende kreaturer, og om efteråret og vinteren er området præget af en egen melankoli.

Hele året bevæger kronvildt sig rundt, og om vinteren får mosen besøg af især svaner, gæs og rovfugle.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.