Vildtforvaltningsråd: Landmænd skal have ulveerstatning

Miljøministeren bør sørge for erstatning til landmænd, der har fået dyr slået ihjel af ulve, siger rådgivere.

Vildtforvaltningsråd: Landmænd skal have ulveerstatning

Meget tyder på, at landmænd, der har fået husdyr angrebet af ulve, i fremtiden bliver tildelt erstatning for skaderne.

Tidligere fredag åbnede miljøminister Ida Auken (SF) op for, at der kunne udbetales erstatning, og efter et møde fredag slår Vildtforvaltningsrådet, der rådgiver ministeren i forhold til ulve i den danske natur, så fast, at det bør blive tilfældet.

- Et enigt råd anbefaler, at ministeren i forvaltningsplanen etablerer ordninger, der både skal forebygge skader og yde erstatning for direkte og indirekte skader i forbindelse med ulveangreb - i lighed med ordninger i nabolandene.

- I øvrigt anbefaler rådet, at der omgående etableres en erstatningsordning, indtil forvaltningsplanen er vedtaget, lyder det således i en udtalelse fra rådet.

Ministeren havde bedt rådet om at komme med en fremadrettet plan for, hvordan man skal håndtere ulve i den danske natur. Der er de seneste måneder blevet set flere ulve i Jylland, og en enkelt landmand har angiveligt fået bidt flere får ihjel.

- Rådet er enig om at anbefale en forvaltningsplan, som kan sikre, at man kan håndtere de konkrete biologiske, samfundsmæssige og økonomiske udfordringer.

- Rådet tager udgangspunkt i, at ulven er omfattet af EU's habitatdirektiv, og at Danmark har internationale forpligtelser over for ulve, lyder det i udtalelsen fra rådet.

De nærmere retningslinjer i planen bør ifølge rådet debatteres i en arbejdsgruppe, der kan trække på en bred vifte af forskere og interessenter i forbindelse med udarbejdelse og opfølgning på planen.

Arbejdsgruppen skal aflevere forslag til forvaltningsplan til Vildtforvaltningsrådet på det kommende møde i september, så man derefter kan aflevere forslag til forvaltningsplanen til ministeren.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.