Vilhelmsen: Fleksible dagpenge interessant

SF's formand, Annette Vilhelmsen, finder vismændenes anbefaling af fleksible dagpengeperioder "interessant".

Vilhelmsen: Fleksible dagpenge interessant

Det er "interessant" og "værd at lytte til", når de økonomiske vismænd nu anbefaler konjunkturbestemte dagpengeperioder.

Det mener SF's formand og erhvervsminister, Annette Vilhelmsen, der selv luftede tanken om fleksible dagpengeperioder under partiets netop overståede formandsopgør.

Hun understreger dog, at SF vil overholde regeringsgrundlaget, som fastslår, at dagpengeperioden fra nytår skal halveres fra fire til to år.

- Regeringens position på dette fremgår af regeringsgrundlaget. Lige nu er det helt nødvendigt at samle kræfterne om at få finansloven og de forskellige tiltag, vi har gennemført for at hjælpe dem, der risikerer at falde ud af dagpengesystemet, på plads, siger hun.

- Når det er sagt, er det da er interessant, at vismændene anbefaler en konjunkturafhængig dagpengeperiode, ligesom arbejdsmarkedskommissionen tidligere har gjort. De har argumenter, som jeg synes, at det er værd at lytte til, siger erhvervsministeren.

Tanken bag den konjunkturafhængige dagpengeperiode går ud på, at folk kan få dagpenge i længere perioder, når der er krise, mens perioden omvendt kan blive kortere, når der er opsving i økonomien - en tanke, som Vilhelmsen altså selv var inde på tidligere.

Mens vismændenes anbefalinger har fået SF-formanden til at spidse øren, så lytter de øvrige regeringspartier dog noget mere henkastet med.

- Det er jo en skitse, som vismændene har lagt frem, siger de Radikales leder, økonomiminister Margrethe Vestager og fortsætter:

- Jeg har hæftet mig ved to ting: den ene er, at dagpengeperioden ifølge vismændene skal være to år i den situation, vi er i. Og hvis der så bliver højkonjunktur, så foreslås det, at perioden skal være kortere, og det flertal ser jeg ikke for mig på Christiansborg.

Spørgsmål: Hvad synes du?

- Jeg er som bekendt glad for dagpengereformen, og jeg synes, at det er meget godt, at folk kan forholde sig til, at dagpengeperioden er to år. Det bedste, vi kan gøre, er at sige, at nu er der lavet en reform, og det er den vi kører med, siger Vestager.

Finansminister Bjarne Corydon (S) karakteriserer på sin side anbefalingen om fleksible dagpengeperioder som "teori".

- Konjunkturbestemte dagpenge er et gammelt synspunkt fra vismændene. At man teoretisk set finder det nyttigt. Det er helt legitimt, at man har den teoretiske debat, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst