Vilhelmsen skærper overvågning af finanssektoren

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen har udpeget risikoråd, der skal overvåge den finansielle sektor.

Vilhelmsen skærper overvågning af finanssektoren

Nationalbankdirektør Lars Rohde bliver formand for et nyt risikoråd, der skal overvåge den finansielle sektor og advare om problemer, der kan skade den finansielle stabilitet.

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) forventer, at det nye råd - kaldet Det Systemiske Risikoråd - vil holde sit første møde i løbet af foråret.

- Jeg er glad for, at Det Systemiske Risikoråd nu er etableret. Etableringen af rådet supplerer de mange initiativer, der allerede er taget i forhold til at styrke Finanstilsynet og skærpe den finansielle regulering i Danmark, siger Annette Vilhelmsen i en kommentar.

Også departementschef i Finansministeriet David Hellemann og tidligere overvismand Torben M. Andersen, der nu er professor ved Aarhus Universitet, er blandt de udpegede medlemmer af rådet.

- Jeg er glad for, at en række kapaciteter på området har sagt ja til at deltage i rådet, og jeg synes, at vi har fundet den rette balance mellem tilstrækkelig bred indsigt i den finansielle sektor, i regulerings- og tilsynsprocesserne og i samfundsøkonomiske forhold, lyder det fra Annette Vilhelmsen.

Rådet vil kunne udtale sig om finansielle forhold, som kan lede til systemiske risici og derved true den finansielle stabilitet. Det kan for eksempel være opbygningen af et stort indlånsunderskud, som det tidligere er set i den danske banksektor.

Hvis udviklingen går i den forkerte retning, kan rådet komme med advarsler til og henstillinger om initiativer til Finanstilsynet eller - hvis der er brug for lovgivning - til regeringen.

Hvis en henstilling fra rådet ikke følges, skal myndighederne forklare hvorfor.

- Med etableringen af Det Systemiske Risikoråd styrker vi fokus på opbygning af systemiske risici i det finansielle system. Det er vigtigt, at systemiske risici bliver identificeret og håndteret rettidigt.

- Derved har vi mulighed for at forebygge, at systemiske risici får betydelige negative konsekvenser på realøkonomien via det finansielle system, lyder det fra Annette Vilhelmsen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst