Vilje til forlænge udeserveringen

Kravet er dog en samlet henvendelse fra Blokhus' handlende

BLOKHUS:Fire politikere vil se med velvilje på en lempelse af reglerne omkring udeservering i Blokhus. Det kom frem i forbindelse med et vælgermøde på restaurant Lanternen i Blokhus, hvor Venstre-politikerne Bøje Lundtoft og Bent Walther deltog og Jens Chr. Golding og Finn Larsen fra Socialdemokratiet. Ordstyrer Mogens Sparre bad om politikernes holdning til, at man i Aalborg har en Jomfru Ane Gade med liv hele sommeren og Blokhus "lukker byen" kl. 24. - Vi må ikke engang larme mere end en opvaskemaskine her udenfor, hvordan hænger det nuværende lovkompleks sammen med, at man gerne vil være en visionær turistby, spurgte Mogens Sparre. I starten af september besluttede teknik- og miljøudvalget at fjerne retten til udeservering hos Pigen og Sømanden og restaurant Lanternen i Blokhus efter, at de pågældende steder havde overtrådt reglerne ved at have serveret udenfor efter klokken 24 og overtrådt støjkravene. - Jeg kan godt forstå, at det kan være for tidligt med klokken 24, jeg har selv siddet her udenfor til klokken 2, lød det fra Finn Larsen. Bent Walther påpegede i den forbindelse, at man bør tage hensyn til de andre borgere i området, men vil gerne se på en lempelse eksempelvis til kl. 2. - Men det er nødvendigt med en samlet henvendelse fra Blokhus amba, sagde han. - Forholdene skal ikke kun gælde Lanternen, det skal gælde hele Blokhus. Det er de handlende selv, der har ønsket, at vi håndhæver reglerne til fulde, sagde Jens Chr.Golding. Bøje Lundtoft bakkede også op omkring en lempelse og personligt ville han ikke gå i byen et sted, hvor udeserveringen lukker kl. 24. - Vi skal have have en aftale, som borgerne, politiet og politikerne kan acceptere, sagde han.