Vilje til velfærd

Man kan undre sig over, at så mange danskere stiller sig tilfreds med en lille portionsanrettet bid af kagen.

Vi Konservative vil gerne give alle mere i løn! Så er det sagt! Hvem vil ikke være flink? Vi anerkender, at der er grupper af offentlige ansatte, der kan argumentere for, at de får for lidt i løn – både i forhold til den indsats, de yder, i forhold til vigtigheden af deres arbejde og i forhold til andre grupper på arbejdsmarkedet. Regeringen har aftalt med parterne på det offentlige arbejdsmarked at bevilge i alt 8,3 milliarder kroner ekstra fordelt mellem forskellige grupper af offentligt ansatte bl.a. til efteruddannelse. Og det er på mange måder fornuftigt. Det er udmærket med både efteruddannelse og alle de andre rare ting, som trepartsaftalen indeholder. Men det er forståeligt, at der blandt nogle grupper fortsat er utilfredshed, da de primært ønsker en bedre løn. Men realiteterne er for komplicerede til, at lønstigninger alene er en løsning. SOM POLITIKERE kan vi ikke ændre på selve lønnen. Den er og bliver et spørgsmål mellem arbejdsmarkedets parter. Sådan er det i Danmark, og sådan har det været siden Hovedaftalen i 1896. Samtidig vil det være en forkert vej at gå, midt i en overenskomstperiode, at give alle eller udvalgte grupper en lønforhøjelse. Det ville det være et brud på hele overenskomstsystemet og dermed et angreb på den danske arbejdsmarkedsmodel, uanset om alle eller udvalgte grupper fik del i festen. Og giver man en lønforhøjelse isoleret til udvalgte grupper, der har gennemført overenskomststridige strejker, sådan som Dansk Folkeparti har foreslået, vil det være en grov nedvurdering af de tusindvis af politifolk, skolelærere, sygeplejersker og mange andre, som har passet deres arbejde og ikke har strejket. Det går ikke at belønne overenskomststridige strejker. Det ville være en opfordring til alle de andre offentligt ansatte medarbejdere om, at de også skal nedlægge arbejdet, for så får man mere i løn. OM ET halvt års tid er der overenskomstforhandlinger for den offentlige sektor, og så må parterne se på lønspørgsmålet. I den sammenhæng er der da noget, der taler for at opprioritere de lavest lønnede offentligt ansatte, men det må bero på forhandlingerne. Det skal Folketinget blande sig uden om. Ud over de arbejdsmarkedspolitiske problemer i at give lønstigninger nu, er der også betydelige samfundsøkonomiske problemer i generelt stigende lønninger. Er lønstigningerne højere end stigningen i landets produktion og indtjening, er der jo ikke økonomisk belæg for at øge lønniveauet, for vi er jo ikke blevet rigere. Altså fører det blot til inflation, så vi alligevel ikke får en større købekraft; men til gengæld har svækket vores konkurrenceevne og dermed svækket vores evne til at øge vores velstand og reelt øge købekraften. HVAD KAN man så gøre? Løsningen er at sænke skatten, så hver medarbejder beholder lidt mere af sin løn til sig selv. I stedet for f.eks. 1000 kroner mere i løn, svarende til 500 kroner efter skat, får du altså 500 kroner til dig selv gennem lavere skat. Hvad er forskellen? vil det logiske spørgsmål så lyde. Svaret er: Forskellen på 500 kroner på den ene måde og 500 kroner på den anden måde er enorm. Både for os og for de kommende generationer. Det hele handler nemlig om selve måden, man får de ekstra kroner på. En skattelettelse vil, modsat generelle lønstigninger, opretholde konkurrenceevnen og samtidig skaffe flere hænder og hoveder i arbejde, så inflationen holdes i skak. Mange flere vil derfor få meget mere ud af pengene, hvis regeringen tænker langsigtet og gennemfører skattelettelser. DEN POLITISKE vision bør være – uanset hvilket parti man tilhører – at sikre og videreudvikle velfærdssamfundet for både de nuværende og kommende generationer. Desværre oplever vi i øjeblikket, hvordan mange af nutidens politikere alene fokuserer på de nuværende generationer på bekostning af vores børn og børnebørn. Årsagen er såre simpel: Der er ingen stemmer i de ufødte. Derfor er vi nu vidner til, hvordan dansk politik indretter sig efter de allerstørste vælgergrupper i den tro, at vælgerne er naive nok til at sluge den socialdemokratiske medicin om at bruge flere offentlige penge, uanset hvilket problem, man præsenteres for. Men der er ikke tale om hverken visioner eller ambitioner på velfærdssamfundets vegne – tværtimod handler det om banal politisk taktik og strategi, der alene har til formål at sikre det enkelte parti det bedst mulige genvalg. I DET Konservative Folkeparti har vi valgt at turde. Det er ikke altid lige populært, men vi betragter det som en politisk pligt også at sige de ting, vi mener, selvom det ikke altid tækkes de fleste. Tilbage i 2003 foreslog vi Konservative f.eks. som det første parti gennemgribende velfærdsreformer. Reformer, der skulle tage højde for, at aldersfordelingen i samfundet ændrer sig, så vi bliver langt færre til at forsørge mange flere. Det er et simpelt regnskab, som ikke kan gå op af sig selv. Allerede dengang var problemstillingen synlig for os, og vi turde sige det højt. Det blev kritiseret, sågar hånet, af såvel politiske venner og fjender som af sværmen af politiske kommentatorer. VI PRESSEDE på for at få nedsat en Velfærdskommission, der netop skulle komme med forslag til, hvordan vi kunne forberede os på de demografiske ændringer. Det lykkedes, men blot et øjeblik efter, at Velfærdskommissionen sidst i 2005 havde præsenteret sine forslag, blev de fleste fejet af banen af de øvrige partier. Ikke fordi, de ikke kunne se behovet for reformer, men fordi de ikke turde røre ved de store vælgergruppers såkaldt velerhvervede rettigheder. Vi fik en velfærdsreform i maj sidste år. Der var et fornuftigt kompromis. Et skridt i den rigtige retning. Vi Konservative var gerne gået meget længere, men dette så langt vi kunne trække de øvrige partier. MEN MON ikke politikerne fra de øvrige partier allerede nu har fortrudt, at de ikke tog de store visioner med, da vi dengang mødtes til velfærdsforhandlinger? For i dag, fire år efter, at vi for første gang begyndte at tale om velfærdsreformer, begynder vi for alvor at mærke konsekvensen af demografiske udvikling. Manglen på arbejdskraft bliver mere og mere udtalt, særligt den offentlige sektor mangler varme hænder. Velfærdsreformen gør sit, men ikke nok. Det er en af de primære årsager til, at vi Konservative konstant gør opmærksom på behovet for skattelettelser. Vi ønsker at sænke skatterne for derigennem at investere i mere og bedre velfærd. Det er dokumenteret ansvarligt. Det kommer hele samfundet til gavn. Og det kommer ikke mindst de kommende generationer til gavn. NU SKAL vi så igennem hele molevitten igen: Forslaget om skattelettelser bliver, ligesom forslaget om velfærdsreformer, kritiseret, sågar hånet, af såvel politiske venner og fjender som sværmen af politiske kommentatorer. Ikke fordi, de ikke kan se behovet for reformer, men fordi de ligger under for den socialdemokratiske retorik om ”velfærd frem for skattelettelser.” Sandheden er, at skattelettelser og velfærdsforbedringer ikke er hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger. Sagt i al sin enkelhed: Samfundsøkonomien er den lagkage, alle vi danskere skal dele. Mens de øvrige partier diskuterer, hvor store stykker de skal skære og hvordan de derefter skal fordele dem, så vil vi Konservative i stedet lave lagkagen større, så der er mere til alle, og så vi kan gemme noget til dem, der kommer efter os. MAN KAN faktisk undre sig over, at så mange danskere stiller sig tilfreds med en lille portionsanrettet bid af kagen og det lave ambitionsniveau, der er i bageriet. * Hvor er alle de mange 30-50-årige, der ikke får samme mulighed som deres forældre for at trække sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet, men i stedet først kan få folkepension som 70-årig – mod til gengæld må vænne sig til gradvist at betale mere i skat! * Hvor er de mange forældre, der knokler både ude og hjemme, og som oplever, at de hvert år betaler lige så mange skattekroner til at raske og rørige kan gå på efterløn som til deres børns folkeskole. * Hvor er den store arbejdsstyrke, der gerne ser deres skattekroner blive investeret i fremtidig velfærd, men alene oplever, at der bliver lappet huller i det nuværende velfærdssystem? De kan med rimelighed forlange, at man ikke spiser al flødeskummet i et årti og kun levner de tørre krummer til de kommende år. Men så må de stille krav til bagermestrene om at højere ambitioner, større kager – og lavere skatter. [ Lars Barfoed, Mølledammen 5F, Kokkedal, er folketingsmedlem (K) og arbejdsmarkedsordfører, og Jacob Axel Nielsen, Th. Sauers Vej 10, Aalborg, er folketingsmedlem (K) og skatteordfører.