Villa i Nordsjælland brænder ned til grunden

Politiet ved tidligt torsdag endnu ikke, om der er tilskadekomne i forbindelse med en villabrand i Humlebæk.

Politi og brandvæsen rykkede natten til torsdag ud til en stor villabrand i nordsjællandske Humlebæk. Foto: Óafur Steinar Gestsson/arkiv/Ritzau Scanpix
Kriminalitet 6. september 2018 05:46

En villa i den nordsjællandske by Humlebæk er natten til torsdag brændt ned til grunden. Det oplyser Nordsjællands Politi.

- Vi får en anmeldelse klokken 02.33 og rykker ud sammen med brandvæsenet. Da vi når frem, er der høje flammer på stedet, siger Christian Kobbernagel, vagtchef ved Nordsjællands Politi.

- Det bliver slukket, men stort set hele huset er brændt ned. Brandvæsenet er stadig derude og går og slukker lidt. Flammerne er væk, men det er stadig varmt, lyder det fra vagtchefen.

Torsdag klokken 05.30 er det endnu uvist, om der er nogen tilskadekomne i forbindelse med branden.

- Det har vi endnu ikke konstateret, fordi huset mere eller mindre er faldet helt sammen med både tag og loft, siger vagtchef Christian Kobbernagel.

Brandårsagen er heller ikke fastslået endnu.

- Når det er dampet af og blevet koldt derude, så skal vi have undersøgt, hvad brandårsagen er, siger vagtchefen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...