EMNER

Villaer venter på køber i 171 dage

Huse i Aalborg Kommune sælges dog 17 dage hurtigere end for landet som helhed.

2009 bød på lidt af en ørkenvandring for boligmarkedet, og villa- og ejerlejlighedssælgere måtte se deres bolig ligge længere og længere tid på markedet, før en køber satte sin underskrift på slutsedlen. Tal fra boligportalen Boliga.dk viser således, at villaer solgt i fjerde kvartal 2008 i gennemsnit havde været på markedet i 144 dage. I fjerde kvartal sidste år var salgstiden på landsplan steget til 188 dage. Aalborg på en 26. plads For Aalborg kommunes vedkommende var den gennemsnitlige liggetid for solgte villaer 177 dage og dermed en smule under gennemsnittet på 188 for hele landet. Den gennemsnitlige salgstid dækker dog over store regionale forskelle. Hurtigst gik det i Lyngby-Taarbæk Kommune nord for København, hvor villaerne i fjerde kvartal 2009 blev solgt efter gennemsnitligt 110 dage. 25 kommuner havde hurtigere salgstider end Aalborg Kommune. Fortsat afslag i udbudspriser 2010 lagde fra land med meldinger om et boligmarked, der så småt er ved at ryste chokket efter finanskrisen af sig. Den helbredende mikstur er en blanding af flere års prisfald, et faldende antal huse til salg og en historisk lav rente på ikke mindst de såkaldte flekslån. Med hensyn til antal huse til salg, har de mildere vinde dog ansporet boligsælgerne i en grad, så antallet af nyligt udbudte boliger på landsplan steg fra 1100-1700 om ugen i ugerne fra et til ni til 2400 i uge 10, og i sidste uge blev der sat 3261 nye boliger til salg. Uenige om fremtiden Som konsekvens deraf er den samlede mængde af fast ejendom til salg på kort tid steget til godt 71.000 efter længe at have ligget på omkring de 68.000. Den mere positive stemning har dog ikke sat en stopper for prisfaldene, tværtimod. Mens antallet af prisfald frem til uge ni knapt nok passerede 1000, steg mængden af prisfald fra 816 i uge ni til 1679 i sidste uge. Det svarer til en stigning på 106 procent. Og på spørgsmålet om, hvor boligpriserne er på vej hen, må eksperterne på området siges at være svar skyldig, idet økonomerne i Ritzau og RB-Børsens økonomiske panel langt fra er enige. 10 økonomer ser stigende boligpriser forude, mens 15 forventer fortsatte prisfald. Panelets sidste 16 økonomer anser uændrede priser som værende det mest sandsynlige - i hvert fald et halvt år frem i tiden.