Villesen i ny stor triumf

Svømmetalentet fra Mors slettede syv år gammel dansk juniorrekord

David Højmark
Katrine Bukh Villesen satte mandag endnu en flot dansk juniorrekord. Arkivfoto: Andreas Falck.
København 3. april 2017 18:08

KØBENHAVN: Katrine Bukh Villesen gjorde det igen.

Mandag aften sikrede hun sig på imponerende vis sin tredje guldmedalje ved det stærkt besatte svømmestævne Danish Open, da hun var hurtigst i finalen på 200 meter medley.

Og den 17-årige morsingbo nøjedes ikke bare med at vinde guld. Hun erobrede såmænd endnu en dansk juniorrekord, da hun kappede 0,23 sekunder af Amalie Emma Thomsens tid fra 2009 og forbedrede rekorden til imponerende 2:17:89.

Dermed fik Katrine Bukh Villesen, der stiller op for Aalborg Svømmeklub, endnu engang vist, at formen er helt i top. Resultatet mandag var opfølgning på weekendens flotte resultater ved Danish Open, der kastede både guld og danske juniorrekorder af sig i 200 meter butterfly og 400 meter medley.

Med mandagens rekord er Katrine Bukh Villesen nu indehaver af hele seks danske juniorrekorder - tre på kortbane og lige så mange på langbane.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...