Villumsen: Den er halvt dansk

Linda Villumsen vandt sølv på VM i enkeltstart - men for New Zealand.

Søren Olsson,
Linda Melanie Villumsen fra New Zealand - tidligere dansk statsborger - krydser her målstregen i kvindernes enkeltstart ved VM. Hendes tid rakte til VM-sølvet. Foto: Scanpix
Cykelsport 20. september 2011 19:59

Navnet er dansk, sproget er dansk, men flaget var new zealandsk, da Linda Villumsen tirsdag eftermiddag gik på podiet for at lade sig hylde som sølvmedajevinder på kvindernes enkeltstart ved VM i cykling i København. Sidste år skiftede hun sit danske statsborgerskab ud med et new zealandsk, men jublen var stadig stor på Rådhuspladsen. - Jeg har faktisk været lidt nervøs for, hvordan det skulle være at køre i Danmark. Men jeg fik rigtig stor støtte hele vejen rundt. Der var et enkelt buh-råb, men ellers er jeg rigtig glad for opbakningen. Medaljen er halvt dansk og halvt new zealandsk, siger Linda Villumsen. De to seneste år har hun vundet bronze ved VM, men den 26-årige rytter har stadig muligheder for at nappe guldet på et tidspunkt. - Nu kunne jeg jo høre, at Judith har brugt nogle år på at vinde guldet, så jeg tror på, at det kan lade sig gøre, siger hun med henvisning til Judith Arndt fra Tyskland, der tog guldet efter at have vundet sin første medalje i enkeltstart helt tilbage i 1997.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...