EMNER

Villy viser vejen

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

SF 50 ÅR: Et stort tillykke til SF med de 50 år – og til Villy Søvndal med det samme. Villy har netop fejret både sin egen og SF's 50-års fødselsdag badet i succesens strålende sol. SF er i dag i meningsmålingerne lige så store som Socialdemokraterne, og med Villys stil, humor og folkelighed er det svært at se andre end ham som oppositionens leder. Villys stiler mod ministertaburetter, og med ham i spidsen er SF ved at omdanne sig til et regeringsdueligt parti. Stilen er lagt. Linjen er klar. Og med den nuværende politiske succes er det næsten uundgåeligt, at SF efter næste folketingsvalg for første gang i historien kan mønstre både ministre og en rekordstor folketingsgruppe. Hvis formkurven holder så længe. Og den ny politiske profil og ansvarlighed også står sin prøve i en konkret politisk hverdag, hvor nødvendige beslutninger sjældent er populære. SF's historie er præget af op og nedture, en forsigtig flirten med magten og en evig angst for at tage del i den. Jeg fulgte selv SF på tætteste hold i partiets sidste store opgangsperiode. Jeg blev medlem i 1975, hvor SF var tæt på det historiske lavpunkt, og jeg forlod partiet i 1988, netop da succesen toppede, og partiet igen rutsjede ned i vælgertilslutning. Det var spændende, sjove, barske og bevægende år. Venstrefløjspolitikere nævner altid ”denne social indignation” som årsag til deres politiske engagement. Sådan var det ikke for mig. Jeg fik sparket til mit politiske arbejde et helt andet sted. Et spirende fagligt engagement på min arbejdsplads blev afsluttet med en overhaling fra virksomhedens ledelse, der sluttede med ordene: ”Her i virksomheden har vi ansat kvinder til at arbejde – ikke til at tænke”. Disse ord vakte både min klasse- og kvindebevidsthed, og dermed blev SF rammen om mit behov for diskussioner, aktiv medleven i samfundet, engagement og indflydelse. Det var et SF, der var stærkt rodfæstet i græsrodsbevægelserne og den ny kvindebevægelse. Et SF, der havde stærk konkurrence fra VS og kommunisterne. Og et SF som så Socialdemokratiet som hovedfjenden og som nedkæmpede ethvert tilløb til højredrejning. Ved kommunevalget i 1978 var SF i Aalborg tæt ved at tabe det enlige byrådsmandat til Venstre Socialisterne. Nogle sagde endda, at SF kun bevarede mandatet, fordi en gruppe kollegianere var kommet for sent til valgstedet. I årene derefter placerede SF sig stærkt på den udogmatiske venstrefløj. Vi støttede græsrodsbevægelserne og var med i alt, hvad der rørte sig der. Vi var aktive i kvindebevægelsen, var med til at gøre 8. marts til en stor kvindefestdag og deltog i en husbesættelse i kampen for et kvindehus. Vi var ikke så pragmatiske, at vi så, at realiseringen af vores mål kun kunne finde sted i samarbejde med Socialdemokratiet. Vi brugte masser af tid på parolediskussioner, som kun nogle få forstod indholdet af, og vi var forrest i demonstrationer både i og uden for byrådssalen. Kommunevalget i 1986 blev en kæmpesucces for SF. Mange stedet i landet fik SF en magtfuld position. Vi fik mulighed for at komme med i magtens inderkreds, og vi tog rollen på os med større eller mindre lyst. Ethvert parti kæmper for at få indflydelse, men ansvaret kan være tungt at bære, og det er nu rarest, hvis andre vil tage de upopulære beslutninger. SF lykkedes ikke med opgaven, og snart var nedturen en kendsgerning. De glade og sjove år var forbi, og livet i hængekøjen var igen en realitet. Den udvikling har Villy vendt. Hans tid som formand har været en lang optur. Han har moderniseret partiet, så den store magtfulde hovedbestyrelse snart afløses af et lille landsstyre. Han har smidt den gamle rygsæks og gymnastiksals kultur ud, og erstattet den med flotte konferencefaciliteter og hotelværelser. Han har skrottet gamle mærkesager til ære for fælles politiske oplæg med Socialdemokraterne. Han har kørt SF i stilling til en kanonsejr ved næste folketingsvalg. Kommunevalget i 2009 vil blive en prøve på om succesen holder, og om SF er klar til at tage politisk medansvar. Ikke mindst i Aalborg bliver det spændende at følge. Efter at have medvirket i budgetaftaler i flere år, stod SF i 2008 af. Økonomien strammede til. Ansvaret tyngede. De nødvendige beslutninger var ikke populære. SF's fremgang kan resultere i et kommunevalg på linje med 1986. Vælgerne vil kræve, at SF tager ansvar. Det er først, når vi ser, at partiet kan og vil det, og vi kan tro på et SF som et regeringsdueligt parti. Villy viser vejen. Nu skal der følges trop i kommunerne. Kirsten Hein er leder af Virksomhedscentret i Jobcenter Aalborg. Samfundspolitisk engagement med rod i 70'ernes kvindebevægelse og 80'ernes kommunalpolitiske virke. Bedstemor til fem piger, ikke-ryger, helårsbader og cyklist.