Vilsundbroen er fremtidssikret
Gardit og Vejdirektoratet afleverer en nymalet Vilsundbro to uger tidligere end planlagt
VILSUND: Trafikanternes trængsler på Vilsundbroen er slut.
Ingeniør Emilie Kristiansen, Vejdirektoratet, fortæller, at arbejdet på Vilsundbroen er afsluttet, og broen bliver åbnet for ubrudt og gennemgående trafik inden efterårsferien i uge 42.
Arbejdet med at male den 74 år gamle forbindelseslinje mellem Thy og Mors blev påbegyndt i maj 2012 med en forventet afslutning sidst i oktober i år.
Planlægningen af broens overfladebehandling har været under ledelse af 66-årige seniorrådgiver Aage Andreasen, Gardit.
Han kan om nogen kalde sig ”vilsund-eksperten”, og det kan han, fordi han var med på holdet, som i slutningen af 1970’erne gav Vilsundbroen samme overfladebehandling, som broen det seneste halvandet års tid har lagt krop og sjæl til.
Aage Andreasen er en tilfreds mand, som sammen med sin kollega fra Gardit, den noget yngre 27-årige projektleder Klaus Kristensen, har formået at planlægge arbejdets logistik så minutiøst, at de omkring 20 folk på broen kunne begynde at pakke deres grej sammen for cirka to uger siden.
Torsdag i sidste uge mødtes Emilie Kristiansen, Aage Andreasen og Klaus Kristensen til deres sidste byggemøde i Vilsund, hvor de med tilfredshed kunne se tilbage på veludført arbejde.
Brofarve
Vilsundbroen er malet i den klassiske grå farve, som har den tekniske betegnelse ral 7035.
Der er broer i Danmark med andre farver, og Emilie Kristensen nævner Karrebæksmindebroen. Den blev bygget i 1936 og fremstod indtil 1988 som en typisk dansk gråmalet bro.
Men det mente sydsjællænderne burde laves om, og i stedet blev Karrebæksmindebroen malet grøn, og i dag er broen i folkemunde døbt ”græshoppebroen”.
Så vidtløftig har Vejdirektoratet, thyboerne og morsingboerne trods alt ikke været. De holder fast i den klassiske grå farve, som Aage Andreasen, Klaus Kristensen og Emilie Kristiansen mener, falder godt ind i landskabet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.