Vimmerby har fået fuldt hus

AALBORG ØST: Den private børnehave Vimmerby er kommet for at blive. Det er forældregruppen bag børnehaven overbeviste om, nu hvor alle pladser er fyldt op. Børnehaven blev startet i august 2001 af en gruppe forældre med tilknytning til den kristne friskole Filipskolen på Sohngårdsholmsvej. De ønskede en lille, tryg børnehave, hvor skolebørnenes mindre søskende kunne blive passet, og hvor forældrene selv var med til at fastlægge værdierne. Målet var og er stadigvæk en nybygget børnehave tæt ved skolen. Forældrene har kig på en kommunal grund, men økonomien kan ikke rigtig hænge sammen til at bære både grundkøb og byggeri lige nu. I stedet startede børnehaven i kælderen under Evangeliehuset på Hadsundvej, og et halvt år senere flyttede den ud i et lejet hus på Ølgodvej i Aalborg Øst. Det er et område med lettere industri, så det har krævet en dispensation at få lov at drive børnehave i det gule parcelhus. I begyndelsen var der blot en halv snes børn i Vimmerby, men antallet er vokset støt, og nu efter sommerferien kommer man op på 20. Der er kun plads til 21 børn i huset, så det har faktisk været nødvendigt at sige nej til flere, som er blevet skrevet på venteliste. - Hvis blot vi havde et større hus, så ville vi gerne op på 26-28 børn, så vi kunne lave to grupperum med 13-14 børn i hver, siger Merethe Malmgaard, der er ansat i børnehaven. Men der er ikke udsigt til at få noget større lige nu og her, så forældrene har søgt kommunen om dispensation for yderligere et år på Ølgodvej. - Samtidig skal vi virkelig overveje, hvad vi skal gøre i fremtiden, siger Merethe Malmgaard. Selv om det selvfølgelig ikke rækker til husbyggeri, så har Vimmerby udsigt til et ekstra økonomisk tilskud, når børnehaven lørdag 6. september arrangerer sponsorcykelløb. Forældre, bedsteforældre og venner er parate til at trampe i pedalerne for at cykle penge ind.