Vimplen til tops for ny sæson på fjorden

Vestervig Roklub åbnede søndag kl. 10.00 sæson 2012

Poul Erik Tarp
Materialechef Anders Kristensen nåede at få fremskaffet en line i tide, så Vestervig Roklubs vimpel kunne komme planmæssigt til tops søndag kl. 10.00.Foto: Diana Holm
Rosport 1. april 2012 21:46

Der må ikke være slinger i valsen, når en gammel tradition som standerhejsning hos landets ro- og sejlklubber indleder en ny sæson. Men det var lige ved at blive tilfældet søndag formiddag, da omkring 20 af Vestervig Roklubs medlemmer trodsede det kolde og blæsende vejr for at være med til at indlede sæsonen 2012. For lige pludselig forsvandt formanden Kjeld Hove fra roklubbens mødelokale, og da han igen var tilbage, forklarede han, at klubbens materialechef Anders Christensen manglede en line til at hejse vimplen op med. Problemet blev hurtig løst, og på slaget 10 søndag formiddag kunne Anders Kristensen hejse vimplen, som igen i år var syet af Nina Mortensen. Og det har hun efterhånden gjort i mange år. Vimplen er trekanten med en rød grundfarve og en stjerne i gult ligesom bogstaverne VR også er holdt i gult. De gamle vimpler hænger under loftet i lokalet, hvor klubbens 15-17 inriggere og outriggere og fem kajakker bliver opbevaret. Og i følge roklubbens formand Kjeld Hove giver de gamle vimpler et godt indblik i, hvor meget det har blæst de foregående år. Nogle vimpler er nemlig mere lidt end andre. Enkelte er endda bare en las efter en sæson. Vestervig Roklub har i sin historie leveret mange danmarksmestre. Poul Pedersen - også bedre kendt som Poul P. - var også i år at finde blandt roklubbens trofaste medlemmer, som altid kommer forbi klublokalet, når der er standerhejsning. Poul P. er efterhånden blevet 85 år, men han husker tydeligt den dag i 1945, da han som 18-årig meldte sig ind i klubben. Senere blev han både formand og træner, og i 1965 og 1967 blev han dansk mester i to- og fireårer inrigger som styrmand. - Jo, jo, jeg fik skam andre til at trække årerne, husker han. Og Poul P. er vel symptomet på den udvikling, som Vestervig Roklub de senere år har været inde i. Formand Kjeld Hove fortæller, at Vestervig Roklub har omkring 40 medlemmer, - hvoraf langt de fleste er godt oppe i årene. - Lige for tiden bliver der dyrket mest motionsroning, og det kniber med kaproning, fordi vi ikke rigtig får tilgang af unge mennesker, forklarer Kjeld Hove og tilføjer, at andre roklubber rundt om i Danmark mærker den samme tendens. De senere år har kajakken oplevet en opblomstring. Havkajakker er populære, overkommelige i pris og fremstillet i hårdt plastik, der ikke kræver megen vedligeholdelse. For fem år side investerede Vestervig Roklub i fire havkajakker og en øvekajak, og for sæsonen 2012 fortæller Kjeld Hove, at klubben har ansat kajakinstruktør Nikolaj Tophus. - Han har netop taget instruktørbeviset på en ungdomsskole, siger Kjeld Hove. Standerstrygningen sker lørdag 27. oktober. Og derefter står den på vedligeholdelse af roklubbens mange både.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...