Vin i haven

Gurli og Gert Nørregaard, der begyndte at ændre på haven i det små, lever i dag deres drøm helt ud

Hvor der tidligere var garage, er der nu vinstue med terrasse. Og udenfor en pergola med udsigt til knap 1000 kvadratmeter med vinstokke. Gurli og Gert Nørregaards plan om at holde vinsmagning i forbindelse med åben have er godt på vej til at lykkes - men de mangler altså lige at høste vinen og få den på flasker. Meget tyder på, at det snart vil ske. De 100 vinstokke, som de plantede for tre år siden, bærer, hvor små stokkene endnu synes, druer for første gang i år. Men selvfølgelig, funderer Gert under pergolaen omplantet af endnu flere sorter, er der ingen, der ved, om der kommer en drikkelig vin ud af druerne. Har parret imidlertid samme held med vinmarken som med de øvrige haveafdelinger, skal det imidlertid nok gå. Godt endda, og én ting er i hvert fald sikkert, bemærker parret: - Vi har det sjovt med det, vi laver. Og vi får vores drømme levet ud. Det sidste er væsentligt. Det blev parret sig bevidst, da Gert i 2000 fik konstateret sclerose, men i stedet for at følge den første indskydelse og flytte fra landstedet i Søengene uden for Aabybro besluttede parret sig for at blive og leve en drøm om at skabe haver i flere og meget forskellige afdelinger ud. For et par år siden blev de første gæster lukket ind, og i år har parret for første gang åbnet haven under Dansk Haveselskab. Men det hele begyndte for parret - som for så mange andre - i det små. Gurli var ikke tilfreds med den gamle landhave, som hun og Gert overtog i "80. Hvad kan jeg gøre, så det bliver dejligt at komme ud i den, funderede hun og begyndte at samle sten. For sten er lige så dejlige at se på som planter og tillige nemme at passe, når blot de får en gang algerens om foråret. - Dengang forestillede jeg mig slet ikke det her, siger Gurli og slår ud med armene i haven med sten og stedsegrønne planter uden for stuehuset. Men pludselig hang bedene, som Gurli havde lavet et efter et, sammen. En dejlig have med et utal af små oaser og lige så mange bænke i granit, træ og alskens afskygninger, var skabt. Og blev spiren til den drøm, som parret igennem de seneste år har haft travlt med at realisere. Som noget af det første, parret foretog sig, efter at have besluttet at blive på landstedet, var at indkøbe en otte-kantet havepavillon. Den blev placeret i haven, vi går i, ikke langt fra paradisæbletræer, podet med mistelten, som står i fuldt flor om foråret men til gengæld overlader billedet til roserne nedenunder sommeren igennem. Om efteråret stjæler æbletræerne igen billedet med deres blade i gyldne farver. - Jeg prøver at lave tingene i etager, så der hele tiden er noget smukt at se på, forklarer Gurli, der har tætplantede højbede med stauder, løgplanter, skimmia, rododendron, vandbassin, stenskulpturer, krukker, lys og meget mere i denne afdeling, hvor hun kun sjældent kommer med skuffejernet. Hun nipper bare ukrudt væk under sine gåture. Siger hun. Og tilføjer. - Højbede hjælper med at holde ukrudtet væk, tror jeg. Samme år som parret købte havepavillonen, fik de gravet en sø på hele 250 kvadratmeter i en anden afdeling. Fordi vand giver liv. Ved siden af søen blev opført en grillhytte, der i ydre ligner havepavillonen men er opsigtsvækkende anderledes indenfor. Bygget op omkring en kæmpegrill i midten. Og med siddepladser til hele 16. Kreeret i Finland og den første af sin art i Danmark Siden er der kommet masser af guldfisk i søen. Gurli begyndte at plante uden for hytten. Vinstokkene kom i jorden, efter at Gert havde forhørt sig om sorter og høstet af andre nordboeres erfaringer, og i fjor lavede Gurli en afdeling med noget helt andet. Specielle højbede dækket med groft sand og gangarealerne med barkflis. Hvor den første afdeling, vi var på tur i, er tætbeplantet, er denne åben. Luftig. I hvert bed er kun få planter. Til gengæld er store sten dekorativt placeret foruden en lang, lang række gamle landbrugsmaskiner. Der er f. eks. en maskine til at slå græs og en høvender. Der er en kane, som netop er brugt til bryllupsfotografering, der er en enkornsmaskine, og der er adskillige møllehjul. Inspirationen til denne afdeling såvel som til de andre har Gurli hentet fra bøger og ved at lytte til andre foruden at besøge åbne haver rundt omkring. Men drivhuset med vinstokke, ferskner og citrusfrugter er alene Gerts domæne. Og det er ham, der har styr på vinen og vinsorterne: Leon Merlot, Regent og Rondo, der, efter hvad de erfarne på egnen siger, er egnede til at dyrke så nordligt. Så næste år kombinerer parret, med lidt held, åbent hus med vinsmagning. Men om ikke andet, så har vi i hvert fald liren ved det hele, griner Gert. På www.haveselskabet.dk findes en oversigt over åbne haver i nordjylland og i resten af landet. Gurli og Gerts have er åben lørdag og søndag i lige uger kl. 10-17 frem til 28. august. Desuden efter aftale på tlf:98243376. Slusevej 139, Søengene, Aabybro.