Fødevarer

Vin til både bøffen og frikadellen

1000 til vinsmagning i Aalborghallen

AALBORG:- Den er fyldig er smager slet ikke sur. Jeg tror, den vil være god til oksekød. Hanne Villadsen nikkede med kendermine, da hun i går smagte en vin af det verdensberømte spanske mærke Alion. Sammen med sin mand, Niels Villadsen, har hun deltaget i samtlige 16 år, Sigurd Müllers Vinhandel har arrangeret smagninger. Den spanske vin er nu heller ikke helt billig, idet den koster 240 kroner flasken. I dagens anledning var den sat ned til 195 kroner. - Hvis man virkelig skal have en kvalitetsvin, er det nu heller ikke helt urimeligt. Der er stor nydelse ved at drikke sådan et glas, er ægteparret enigt om. Men det hænder også, at de deler en flaske vin til 40 kroner til aftensmaden. Og sådan nogle vine var der også ved smagningen i Aalborghallen. - Vi åbner en flaske vin mindst to-tre gange ugentlig. Så tager vi et par glas til maden og nyder resten bagefter, mens vi ser fjernsyn, fortæller ægteparret. Parret er mest til franske vine. Men de sydafrikanske kan også godt gå an. - De er så gode til andesteg, forklarer Hanne Villadsen. Hele familien er vinnydere. Både børn og svigerbørn er til vin snarere end øl. Og ved arrangementet i Aalborghallen var der virkelig noget for enhver smag og næsten også enhver pengepung. For Sigurd Müller Vinhandel går helt bevidst uden om de billigste vine. - De billige vine er der rigeligt, som vil sælge. Det marked går vi slet ikke ind i. Vi forsøger at holde et vist niveau, forklarer direktør Regner Jensen. Den taktik kan åbenbart betale sig, for mens vinsalget i Danmark som helhed er stagneret og endda gået en lille smule nedad, har det aalborgensiske vinfirma øget omsætningen. - Vi bestræber os på at holde fast i de gamle dyder og give kunderne en god rådgivning. De mener vi nu engang tjener os bedst i det lange løb, siger Regner Jensen. - Og sådan et arrangement giver kunderne mulighed for at smage dyrere og måske bedre vine, end de er vant til at købe. Vi vil jo gerne være med til at hæve standarden, og så meget dyrere er det altså heller ikke at købe nogle af de dyrere vine. For de er oftest fyldigere, og derfor drikker man mindre af dem, tilføjer han. Smagningen bød på et bredt udsnit af spanske, franske, italienske, australske og chilenske vine samt enkelte fra Sydafrika og Portugal. Men der var slet ingen vine fra Østeuropa. - Man kan godt få en udmærket flaske østeuropæisk vin. Men kvaliteten er for svingende til, at vi vil sælge dem. Jeg tror dog, at det bliver bedre med tiden, mener Regner Jensen. Hans egen favoritvin blandt de mange forskellige flasker er en Rhone-vin til 185 kroner. - Midt på ugen snupper jeg godt nok som regel en ung og frisk vin såsom en Bourgogne eller en Beaujolais. Det giver en god afveksling fra de mere fyldige vine, lyder direktørens råd. Omkring 1000 mennesker deltog i vinsmagningen, og det er stort set det samme antal hvert år. Ved samme lejlighed blev årets julevin præsenteret. Den vil senere blive anmeldt i NORDJYSKE.