Kristendom

Vind og menneskeånd

Vinden blæser, hvorhen den vil. Nogle gange med en voldsom styrke, der i værste fald kan kaste én omkuld. Andre gange med en sagte, blid brise, der svaler i den tunge sommerhede.

Vinden kan vi jo ikke se. Men vi kan mærke den. Og vi kan høre den, når den suser gennem trætoppene og dermed ligesom hvisker til os. Eller når vinden piver gennem en sprække eller et nøglehul. Så fløjter vinden tilmed. Det er også vinden, der sørger for at transportere de regntunge skyer ind over land, så de dér kan give vand til vores afgrøder og haver. Det er også vinden, der renser luften fra en kvalm fiskelugt – ligesom det er vinden, der fører fiskelugten med sig. Navnlig i Skagen! Vinden driver vores vindmøller og sejlskibene adræt hen over havets bølger. Vinden blæser hatten af vores dronning og hentehåret af den midaldrende mand. Vinden er ingens. Den kan ikke ejes eller indfanges. Den kan ikke tiltvinges, den stiller os alle lige. Den er sin egen – en Guds skabelse, der virker til gavn og glæde for mennesker og natur. På denne måde er der mange direkte og indirekte forbindelseslinjer mellem vind og ånd. Mange af de ting, vi kan sige om vinden, kan vi også sige om ånden. Heller ikke ånden lader sig indfange eller bemægtige. Vinden forvandler sig til ånd, når den bliver til det motiv, der driver os som mennesker og dermed træder i en magts tjeneste. Det være sig en ond magt: så er det en ond ånd. Eller det være sig en kærlig magt: så er det en god ånd – i sidste ende Guds ånd. Der skal vind og luft til, hvis vi i ord vil artikulere os. Erklære et andet menneske vores kærlighed f.eks. Eller forkynde det hellige evangelium. Hvis ikke vi med tungen former og danner den vind, som kommer ud gennem vores mund, så den får genkendelig lyd i skikkelse af ord og tale, så forbliver vinden vind – den forbliver så at sige "åndløs". Mennesket er ånd, fordi det er skabt i Guds billede til med hjerte, mund og hænder at være hans medskabere og forvaltere af den verden, som han har skabt. Men fordi Gud har givet mennesket denne ånd, har han tilmed givet os friheden til at vælge – vælge hvilken magt, vi vil gå i tjeneste for – hvilken retning vi vil, at vinden skal blæse. Men sådan som vinden blæser, hvorhen den vil, således synes verdens magter at gå på kryds og tværs. De bejler og påkalder os, for at drive os af sted som viljesløse ofre – nogle gange også meget villige ofre! – for deres vilkårlighed. Godt og ondt forekommer det faldne menneske at gå i ét. Ulven kamuflerer sig i fåreklæder. Og vi mister orienteringen og lader os til sidst rive med. For Kristi kirke her nede på jorden er Guds Hellige Ånd et fortrøstningsfuldt tilsagn om, at ville lede, forme og danne vores ellers orienteringsløse og uartikulerede menneskelige ånd, så den må blive ført og drevet af Gud. Ikke af os selv og vores mange tvivlsomme projekter. Helligånden er en kraft og et ord, der lyder ind i vores ellers kraftes- og åndløse liv, og driver os i favnen på den korsfæstede Kristus – for tillige i ham at se, forstå og efterleve vores livs mening og sandhed. Det er Helligånden, der overbeviser os om evangeliets sandhed og bærekraft, og som ydermere selv går i forbøn for os hos vores himmelske far. Det er Helligånden, der forvandler biblens ord og sætninger til levende ord og liv, der får os til at se meningen i det ellers meningsløse eller uforståelige. Det er Helligånden, der får lyden af ordet "Kristus" forvandlet til den levende og erfarede virkelighed Kristus. Det er Helligånden, der genrejser det faldne mod, trøster i sorgen, oplyser forstanden, varmer hjertet, lader os se syner og visioner, får os til at glemme os selv, hjælper os til ikke kun at forstå, men ikke mindst mærke Guds nærvær i det medmenneske, der kommer os i møde – i den natur og verden, som omgiver os med skønhed og rigdom langt ud over, hvad vi kan forlange. Det er Helligånden, der lader ikke alene vores øjne finde hvile i horisonten eller på himlens hvælving, men også vores forstand og forståelse i troen på, at bag det alt sammen står en almægtig og generøs Gud og Skaber, der suverænt holder verden og menneskene i sin kærlige hånd. Det er på denne facon også Helligånden, der får os til at give slip på os selv, for at lade os blive båret af evangeliet om Kristus. Virkelig give slip, i ægte og betingelsesløs hengivelse til, at Jesus er vejen, sandheden og livet – uden vi af den grund har fået verden og vores liv udregnet og opstillet i et detaljeret koordinatsystem. Helligånden får os til at give afkald på vores ellers krampagtige sikkerhed og tryghed. Og det betyder i hvert fald altid, at vi ikke bør vide os for sikre. Helligånden er ikke Guds velvillige blåstempling af vores stressede planlægningsmani og småborgerlige karrieremaskineri. Det er ikke Helligånden, der har omkranset vores liv med ligusterhække, efterløn og kapitalpensioner – eller har installeret os i dyre huse med læssevis af overflødige forbrugsgoder, så vi tvinger os selv ind i en stram og stresset planlægning, hvor der hverken er plads til børn, tanter, bedsteforældre, familie, kærlighed og omsorg. Det er bestemt heller ikke Helligånden, der har udstedt en blankocheck til en stadigt mere påtrængende egoisme blandt teenagere, unge og forvoksede teenageforældre. Her melder Helligånden sig som den dårlige samvittighed - eller som den naturlige utilpashed ved alene at have sig selv og sit eget som omdrejningspunkt for sit liv. Mødet med Helligånden kan i den henseende komme meget ubelejligt. Fordi Helligånden af al sin kraft og styrke ønsker at overbevise om, dels hvor tåbeligt det er, vi prioriterer i vores liv, og dernæst tilmed udøve sin blide tvang – for at tvinge os ind under troens, håbets og ikke mindst kærlighedens bjergtagende magt. Helligånden er ikke vidtløftig, men altid meget konkret. Mødet med Helligånden virker således på én gang tvingende og befriende. Helligånden nøjes ikke bare med at påvise vores fejl. Den anviser samtidig den retning, ad hvilken vi kan træde i tjeneste for Guds betingelsesløse kærlighed i Kristus, så vores ånd ikke bare skal flakke hjemløs omkring på jorden og blive bundet stramt fast i jegets snor. Helligånden er Guds levende røst, der virker og ånder alt det, som Kristus betyder, indtil han kommer igen. Helligånden er vores ledsager på jorden, der støtter os, når vi svajer for vinden – der rejser os op, når vi snubler – der bærer os, når vi ikke kan bære os selv – ja, som aldrig lader os alene, men taler til os fra Gud og taler til Gud fra os. Talsmand, som på jorderige med et suk kan bedst udsige, hvad vi evig trænger til, i et kys kan alt udtrykke, hvad for evig gør vor lykke, du, som kan alt, hvad du vil! Værdiges til os at dale og Guds storværk at udtale på vort jævne modersmål! (Grundtvig i DDS nr.: 294, v. 1) Glædelig pinse! Henrik Bang-Møller har været sognepræst i Skagen-Hulsig pastorat siden 2000. Cand.theol. fra Københavns Universitet 1999. Gift med Jeannette og far til fire.