Vinden skaber små isbjerge

Pakket havis driver langsomt forbi Øster Hurup, men det skal nok blive sommer engang alligevel, lover forsker med is som speciale

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

En grønlænder føler sig aldeles hjemme, og videnskabsmanden fra GEUS er ret imponeret. Foto: Bjarne Pedersen

På vandretur langs stranden ved Øster Hurup mødte sommerhusejer Bjarne Pedersen en grønlandsk kvinde. Hun smilede, fordi hun følte sig aldeles hjemme. - Det ser ud akkurat som derhjemme, fortalte hun Bjarne Pedersen, der ikke kunne lade være med at tage en stribe billeder af isbjergene, der driver lige så stille forbi. - Det har jeg aldrig oplevet før, men ældre folk herude fortæller, at de har set fænomenet, fortæller Bjarne Pedersen, der kun har haft sommerhus ved østkysten i fire år. Det ser ud, som om strømmen har pakket isen sammen i store dynger, formentlig den is, som er blevet brudt i mindre stykker i sejlrenden i Mariager Fjord og videre ude i Kattegat. - Det er ikke helt forkert, siger Dirk Van As, glaciolog ved De nationale geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland - populært og mere mundret kaldet GEUS. - Imponeret glaciolog Han fik i går sendt Bjarne Pedersens billeder og var ganske imponeret. - Jeg har ikke set den slags "isbjerge" før herhjemme, kun på Grønland. Det er nogle meget interessante billeder, siger han og kan tilføje, at det ikke er strømmen, men derimod vinden, der laver isdyngerne. - Der er stærke kræfter i vinden, og det er den, der dynger isflagerne oven på hinanden. Det sker, når isen af en eller anden grund ikke kan drive længere, og det kan meget vel tænkes, at de er blevet stablet ved udmundingen af fjorden og derefter driver langs kysten, fortæller Dirk Van As. Han er overrasket over, hvor tyk isen er, og netop tykkelsen kan være årsag til, at de første flager er stødt på grund på det lave vand og er blevet begyndelsen til isbjergene. Tør hurtigere Selv om det ligner rent polarklima, så trøster Dirk Van As med, at det nok skal smelte igen. Flagerne ligger løst oven på hinanden og vil ikke som et rigtigt isbjerg være meget længe om at smelte. Dirk Van As mener dog også, at kulden og isen her i det, der burde være forår, er udtryk for, at vi i disse år får mere og mere ekstreme vejrfænomener at se. -Når det er koldt, så er det ekstra koldt i længere tid, men så får vi nok også en varm sommer, trøster den i øvrigt hollandske isekspert Dik Van As. Afhængig af noget så vigtigt som vejret kan isbjergene holde i få dage til flere uger, forudser han.