Kongerslev

Vinder i fin stil

AALBORG:17-årige Helle Brøndum Christensen blev temmelig overrasket, da hun i går fik at vide, at hun havde vundet Aalborg Trafiksikkerhedsudvalgs stilekonkurrence i forbindelse med fartkampagnen "Fart gør ondt værre". - Jeg havde egentlig ikke regnet den stil for noget særligt og hele ugen havde jeg brokekt mig til min mor over, hvor dårlig den var, så det kom noget bag på mig, da jeg blev ringet op og fik at vide, at jeg havde vundet, siger eleven fra Aalborghus Gymnasium. Helle har skrevet en stil om en pige, der er skyld i syv kammerater død, fordi hun indlader sig i en vild biljagt med en ven. Det hele er fiktion, men hun har hentet inspiration fra medierne og sig egen dagligdag. - Jeg bor i Kongerslev, og der sker temmelig tit ulykker, fordi det er ude på landet og mange tror, at de uden risiko kan køre stærkt. Så jo, jeg har hørt sirenerne mere end en gang, siger hun. Hun er i øjeblikket ved selv at tage kørekort og kunne ikke drømme om at køre for stærkt. - Pigerne i min omgangskreds kører alle sammen forsigtigt, men nogle af drengene er vildere. Det kommer dog lidt an på, hvilken type man er, siger Helle, der også er skytsengel i Nordjyllands Amts kampagne mod spritkørsel. Hun har en gang forhindret en bekendt i at tage bilen, selv om han havde fået for meget at drikke. - Vi var i Jomfru Ane Gade, og han havde fået for mange øl til at køre, så jeg bad ham om at give mig sine bilnøgler. Det var vi ikke helt enige om, men det endte med, at han gav mig nøglerne og tog en natbus hjem, fortæller den 17-årige gymnasieelev, der for sin stil har vundet et gavekort til en musikforretning samt en gratis biograf-tur for hele klassen.