Vinderbrev stemplet i Aalborg

KØBENHAVN:Tre piger fra Aalborg kunne i går lade sig hylde som Danmarks sjoveste brevskrivere ved en ceremoni i København. Kristine Højlund, Lærke Kersten og Sofie Sleiborg fra 7. klasse på Aalborg Friskole vandt nemlig Post Danmarks 10. danmarksmesterskab i brevskrivning. Emnet for årets konkurrence var humor, og deltagerne i de skrivende mesterskaber var landets 7. og 8. klasser. I alt 340 klasser sendte breve ind til konkurrencen, men alle måtte se sig slået af de tre Aalborg-pigers vinderbrev om en ung fyrs genvordigheder med en medpassager på en togrejse til København. Førstepræmien var på 15.000 kroner, og blev overrakt af komikeren Anders Lund Madsen. Det er meningen, at pengene skal gå til klasse kassen, men det er ikke usandsynligt, at de nordjyske skoleelever tog et lille forskud onsdag aften. I stedet for den planlagte hjemrejse samme aften, besluttede klassen nemlig at blive i København og fejre den store begivenhed med en tur i Tivoli.