Vindere fundet

Formand i atletikklub tog hovedpræmie

NORDJYLLAND: Så er afgørelsen faldet og vinderen af et rejsegavekort til et ophold i Norge fundet. Og vinderen, der naturligvis havde 13 rigtige ligesom i øvrigt 13 andre i Nordjyske Stiftstidendes nytårskonkurrence, blev Louis Christiansen, Ørnevej 7 i Dybvad. Læreren fra Dybvad var ikke helt overrasket, da Nordjyske præsenterede ham for nyheden. - Jeg havde set, du havde haft ringet, og så tjekkede jeg nummeret. Og du var jo sportsjournalist, så jeg håbede lidt på det, fortæller en glad Louis Christiansen. Sidst han stod på ski var for 40 år siden, hvor han var på et udvekslingsophold i Kristianssand i Norge. Udover at være skolelærer er Louis Christiansens fritid optaget af sport - nærmere bestemt atletik og til dels badminton. - Jeg har været formand for Dybvad Idrætsklub, der har atletik og også badminto på programmet, i 35 år, og vi har da flere venskabsforeninger i Norge, som vi har besøgt fra tid til anden, siger Tips 2004-vinderen. Han er udover at være formand i Dybvad Idrætsklub også medlem af atletikudvalget under Danske Gymnastiks og Idrætsforeninger og forsøger blandt andet ad den vej at fremme atletikken. - Vi er kun seks klubber nord for Randers, og i Vendsyssel er Dybvad den eneste klub, der er repræsenteret i landsturneringen for både mænd og kvinder, så vi kunne sagtens bruge flere udøvere, siger Louis Christiansen. Foreløbig får han i hvert fald selv som vinder af Nordjyske Stiftstidendes Tips 2004 konkurrence chancen for at stå på ski sammen med nogle venner.Jens