EMNER

Vindere, tabere - og de tavse

Flere af Frank Jensens kolleger vil ikke røbe, hvem de har stemt på

NORDJYLLAND:Når stemmerne i det socialdemokratiske formandsvalg er talt op, er der en vinder og en taber. Men bag sig har de begge et stort antal partifæller, som hver især må konstatere, at de holdt på den rigtige - eller den forkerte hest. I Frederikshavn har man eksempelvis en borgmester, der har støttet Helle Thorning-Schmidt, mens det lokale folketingsmedlem og kredsformanden har anbefalet Frank Jensen. Også i Hjørring har borgmesteren talt for Helle Thorning-Schmidt - i øvrigt sammen med Hjørring-kredsens formand. Kredsens folketingsmedlem har til gengæld stemt på Frank Jensen. - Men jeg tror og håber, at alle efter i aften vil lægge sig i selen for at få tingene til at fungere. Både internt i partiet og i de organer, de er valgt til, siger Socialdemokraternes nordjyske amtsformand, Inge Nesgård, der selv hele vejen igennem har støttet Frank Jensen åbent. Blandt Frank Jensens fem nordjyske folketingskolleger har lysten til at sige, hvem man ønsker som formand, været ret begrænset. Bjarne Laustsen har som den eneste klart sagt, at han er Frank Jensen-tilhænger. Lene Hansen har ikke villet udtale sig offentligt, men har i partiet ikke lagt skjul på, at også hun støtter Frank Jensen. Tre er tavse Derimod har de tre andre, Ole Stavad, Arne Toft og Rasmus Prehn, holdt kortene ind til kroppen, og det gør de fortsat nu, hvor fristen for at stemme er udløbet. - Jeg har stemt, men har valgt ikke at fortælle på hvem. Der er strid nok i partiet, og der er ingen grund til at puste til ilden. Til gengæld kan jeg garantere, at den, der bliver valgt, støtter jeg 100 pct., siger Arne Toft. Rasmus Prehn ønsker ikke i fremtiden at blive stemplet som enten Frank Jensen- eller Helle Thorning-Schmidt-støtte. - Jeg tror, at de, der meget markant har støttet den ene eller den anden, kan få sværere ved at arbejde med deres politiske mærkesager i fremtiden. Der vil være en risiko for, at deres holdning til formandsvalget bliver ved med at spøge i kulissen. Det ønsker jeg at undgå, og derfor holder jeg for mig selv, hvem jeg har stemt på, siger Rasmus Prehn. Ole Stavad vil fortsat heller ikke røbe, hvem han har stemt på. - Jeg har sagt det til mit bagland, men meget bevidst ikke meldt det offentligt ud. Behovet for ikke at kunne opdele alle i den ene eller anden fløj bliver ikke mindre i morgen. Derfor har jeg holdt fast i, at jeg kun tilhører én fløj - dén, der hedder Socialdemokraterne, fastslår Ole Stavad.