Irak

Vindhætter i Irak og i valgkamp

Kvissel-firma vokser og flytter til Frederikshavn

Rodney Wilkins med en kasse af sit voksende verdensfirmas håndsyede pelsvindhætter. Arkivfoto

Rodney Wilkins med en kasse af sit voksende verdensfirmas håndsyede pelsvindhætter. Arkivfoto

FREDERIKSHAVN:Står der ¿Reinhardt¿ på mikrofonens vindhætte, når journalisterne stikker den frem, hvad enten det er i Irak, i valgkampen eller i diverse andre lydproduktioner herhjemme eller rundt om i verden, så er vindhætten fra Kvissel. Det gjorde der blandt andet, hvilket tydeligt sås i nærbillede på tv-skærmen, dengang forsvarsminister Søren Gade under et besøg hos de danske tropper i Irak blev udsat for angreb og måtte smide sig ned, og bagefter blev interviewet af en dansk nyhedskanal. Også den nylige valgkamps tætte mediedækning af politikeres gøren og laden bragte mange vindhætter fra Kvissel frem i nærbillede. Strygende afsætning Omsætningen af mikrofonovertøjet i enten syntetisk pels eller specialskum samt andre effekter og systemer til tv-, radio- og filmbranchen fra Rodney J. Wilkins¿s og hustruens, Tove Jensens firma ¿Reinhardt¿, går på tredje år så strygende, at firmaet har holdt flyttedag fra Kvissel og til større lokaliteter på Anholtvej i Frederikshavn. - Vi har lejet 210 kvm produktions- og lagerplads på Anholtvej, og kan gøre brug af yderligere 110 kvm. Det giver os fire gange så meget plads, som i Kvissel, hvor vi til sidst slet ikke kunne være i lokalet eller hjemme i vores hus, hvor varerne også bredte sig til, fortæller Rodney Wilkins. Han oplyser, at firmaet nu producerer over 1000 vindhætter om måneden, har distributører i 32 lande over hele verden, og igen i år har fordoblet omsætningen. - Langt hovedparten af salget går til udlandet, fortæller Rodney Wilkins, der har en fortid som lydtekniker på BBC i London, og i Danmark har været pladestudiemedarbejder og siden elektronikudvikler på Aalborg Universitets afdeling for smertelindring. Firmaet har nu fire ansatte inklusive chefen selv samt tre mere løst tilknyttede medarbejdere. De nye lokaler på Anholtvej husede senest firmaet Chocolate Graphics.