Industri

Vindmøllefabrik i Herning bygger nyt i USA

Hendricks Industries har 25 års erfaring i bygning af vindmølletårne. USA-fabrikken skal ledes fra Danmark

HERNING:En af Danmarks største producenter af vindmølletårne, Hen-dricks Industries i Herning, vil etablere en fabrik med 400 medarbejdere i den amerikanske stat Iowa. Virksomheden, der har 250 medarbejdere i Herning i dag og snart vil få yderligere 100 ansatte her, hed indtil januar i år Roug A/S. Siden Roug A/S blev overtaget af den amerikanske Hendricks-koncern har Hendricks Industries i Herning opkøbt seks andre virksomheder i Europa og Nordamerika. Derfor vil virksomheden nå op på 1000-1200 medarbejdere, når fabrikken i Iowa står klar. Administrerende direktør Jeff Lauritzen oplyser til Ritzau, at fabrikken i USA kommer til at koste 90 millioner dollar eller knap en halv milliard kroner og skal ligge tæt ved Mississippi-floden med gode transportmuligheder både til udskibning af mølletårnene og til levering per landevej eller tog. Planen er at kunne levere 10 mølletårne per uge. - Fabrikken opføres for at dække den amerikanske efterspørgsel på 15.000 nye vindmøller om året, siger Jeff Lauritzen. Han tilføjer, at den nye fabrik ikke får negativ betydning for beskæftigelsen i Herning - tværtimod - idet der skal ansættes omkring 100 nye medarbejdere her i nærmeste fremtid. Fabrikken i Iowa bliver en ny filial og skal ledes fra virksomheden i Herning. Under navnet Roug A/S har virksomheden 25 år erfaring i bygning af mølletårne. Herhjemme har Herning-producenten blandt andet leveret halvdelen af mølletårnene til den største vindmøllepark på Horns Rev i Nordsøen. Virksomhedsnetværket Hendricks har på verdensplan 10.300 ansatte og er ejet af Diane og Ken Hendricks./ritzau/