Vindstyrke 911

Efter 14 år lancerer Posche nu efterfølgeren til den legendariske 911 Turbo Cabriolet. NordjyskeBiler testede vidunderet i Norditalien

FIRENZE, ITALIEN: Da flyveren gasser helt op og hamrer ud af landingsbanen på vej væk fra Firenze, overvejer jeg et kort øjeblik om piloten har glemt at slippe håndbremsen. Det kick, jeg normalt får, når accelerationen i et fly for alvor sætter ind, mangler ganske enkelt og jeg overvejer at krumme mig sammen bag sædet og bare vente på, at vi brager ind i barrieren for enden af startbanen. Kort tid efter er vi i luften og det går op for mig, at der ikke er det mindste i vejen med flyveren. Det var mig, der for alvor havde fået rykket grænserne for, hvornår noget går hurtigt og så går rigtig hurtigt. Mindre end to timer tidligere havde jeg modvilligt sluppet rattet i den nye Porche 911 Turbo Cabriolet og overladt den til et ventende hold tyske motorjournalister. Med sveden rendende ned af ryggen og med et formentligt sindssygt blik i øjnene havde jeg i seks vidunderlige timer forinden været iført Porschen på motor- og bjergveje i hjertet af Toscana. Verdens hurtigste De kolde facts om bilen taler sit helt tydelige sprog om den nye superporsche, der ganske enkelt er verdens hurtigste cabriolet. Med 420 hk og permanent firhjulstræk klarer den 0-100 km/t på sølle 4,3 sekund. Distancen fra 0-160 km/t er overstået hurtigere end Ben Johnson i sin tid kunne løbe en 100 meter i dopet tilstand, nemlig 9,5 sekunder og sidder man med speederen i bund stopper den vedvarende acceleration først, når nålen på speedometeret viser vanvittige 305 km/t. Den nye 911 Turbo Cabriolet afløser efter 14 år den legendariske 911 Turbo Cabriolet, der blev lanceret tilbage i 1989. Bilen, der dengang fik savlet til at dryppe fra mundvigene af selv moderat interesserede bilkøbere, var lidt af en raket, da den kom frem. Den 3.3 liters motor ydede 300 hk og accelererede fra 0-100 km/t på 5,2 sekunder med en topfart på 260 km/t. Langt fra nogen sinke, men den nye Turbo Cabriolet giver den baghjul så det vil noget. Motorstørrelsen er øget til 3,6 liter og designet er ændret væsentligt uden man af den grund er i tvivl om familieskabet. At anmelde en bil, der herhjemme kommer til at koste godt tre mio. kr. med manuel seks trins gearkasse og 3.137.000 kr. med tiptronicgearkasse giver ikke nogen mening. Man kan sige det kort. Den bil er så fed og så uopnåelig, at jeg bliver helt dårlig ved tanken om, at den aldrig kommer til at holde i min indkørsel, men lad os i det mindste prøve at beskrive bilen. Sømmet til asfalten Motoren i 911 Turbo Cabriolet sidder som sædvanlig bag bagakslen. En konstruktion enkelte har kritiseret, idet der teoretisk er risiko for at skride ud, når speederen slippes i et sving. Bekymringen er teoretisk, for efter to timers sveddryppende svingkørsel på bjergveje omkring Firenze med pedalen i bund i 2.og 3 gear i er der ikke noget, der kan smide bilen af vejen. Om det skyldes det intelligente firehjulstræk, der på tør vej overfører fem procent af trækkraften til forhjulene og i regnvejr helt op til 40 procent til forhjulene, er muligt. Bilens lave tyngdepunkt og det faktum at akselafstanden er forøget med 60 mm i forhold til Carerra 4S Cabriolet som kollega Schacht testede i Østrig for et par uger siden kunne være en anden årsag. Faktum er, at bilen med dets 18 tommer fælge med 225/40ZR dæk ligger som sømmet til asfalten. Karosseriet er utroligt stift og det er kun er i ekstreme tilfælde, man bemærker vridninger inkarosseriet. Men tro nu ikke at man nødvendigvis skal have en skjult drøm om at være Le Mans kører, for at kunne køre bilen. Den er lige så enkel at håndtere som en ny Avensis, hvis man blot triller af sted. Med et drejningsmoment på 560 Nm fra 2700 o/min kan bilen køres uden nødvendigvis hele tiden at befinde sig i det røde felt. Noget som de selvbestaltede sportsvognseksperter, anser for en ulempe og ligefrem skadelig for en sportsvogn image. Jeg fandt det behageligt, selv om der kun var meget få øjeblikke jeg kørte så civiliseret, at min mor ligefrem ville nyde turen. Englelyd og dobbelt turbo Naturligvis køber man en cabriolet for at nyde solen så meget som muligt, men efter fem timers stiv sol og temperatur, der nærmede sig 45 grader, var jeg nødt til at få lidt skygge og kulde fra klimaanlægget. Løsningen var lige ved hånden. Et tryk på en knap og kalechen blev foldet op i løbet af 20 sekunder, mens jeg cruisede med omkring de 50 km/t, der er grænsen for hvor hurtigt man kan køre, når kalechen skal op. Efter min tur til det Italienske og mit første møde med Porsches hurtigste bil er der noget, der har ændret sig. Nu er der én ting jeg hellere vil høre, end at min kone siger; "Skat kommer du ikke ned til mig", og det er brølet fra den 3,6 liters turbomotor, når man drøner gennem en af de utallige italienske motorvejs-tunneler. Kombinationen af rask galop på motorvejen og et lyd-billed som en formel 1 racer på vej gennem Monte Carlos snævre gader er grænseoverskridende. Samtidig bliver man mødt med respekt og næsten alle flytter sig ved synet af Porschen i bakspejlet. Kun en enkelt tysk turist, der tilsyneladende havde fået oversat et eksemplar af Aksel Sandemoses Jantelov til tysk, lå demonstrativt i overhalingsbanen foran Porschen, mens han pressede sin topgejlede Mercedes til det yderste. Ellers var det kun beundrende blikke og respekt for den tyske skønhed, jeg mødte under prøvekørslen. Og åh jo, der var såmænd også et par smukke italienske kvinder, der sendte mig flirtende blikke. De forvekslede mig sikkert med en IT- millionær og var villige til at leve med en mand med et udseende under middel til gengæld for et liv med villa i bjergene og en knaldgul Porsche som indkøbsvogn. Jeg lod dem beholde illusionen. Otte timer senere stod jeg i Tirstrup med min kuffert og ventede på lufthavnsbussen til Århus.