Vinduer med højt skum

Hvordan er det lige, at man putter et vindue i sit hus? Jo, først laver man et passende hul, så tager man en håndfuld karmskruer, fire poser varm luft og en skumfidus ... Det lyder som indledningen til en dårlig vits, men det er altså også sådan, den moderne dansker - helt seriøst - monterer vinduer og døre i vægge af murværk. Hvis der er tale om en gammel væg, skal hullet først tilpasses - ja, "tilpasse" er sådan et fiks lille ord, som i virkelighedens verden af gamle mølædte huse let dækker over flere dages pillearbejde med at gøre hullet større eller mindre: Udvidelse af hullet skal ske med udpræget omtanke - ellers kan du ganske pludseligt stå midt i en bunke murbrokker. Eksempelvis fordi overliggeren ikke har lært at flyve og derfor skvatter ned, hvis du fjerner dens fodfæste i siderne! Vil du gøre hullet mindre, skal det ske ved at "tande" de nye sten sammen med de gamle - så der bliver korrekt "forbandt" i murværket. Det er et tidkrævende nussejob, men hvis du snyder, vil skidtet med stor sikkerhed revne. Proaktiv øko-fuge Nu har vi et hul omgivet af stabilt murværk - der er 10-15 mm luft hele vejen rundt om karmen. I gamle dage monterede man så vinduet ved først at klodse det op med kiler og klodser, så det stod i lod og vater - så tjekkede man, at afstanden til forkant af muren var korrekt, samt at vinduerne kunne åbne og lukke tæt ( at karmen altså ikke stod i spænd). Når det hele var klar og på plads, kklappede man fire 7-tommer søm vandret igennem karm og klodser ind i murværket - to i hver side. På forhånd var der anbragt små træklodser i murens fuger - de virkede som rawplugs. Bagefter stoppede man revnen ud med "værk" af billigste slags (gamle jutesække etc), men imprægneret med tjære - så fik træet lidt linolie, før fugen blev lukket med en fed mørtel tilsat hydraulisk kalk og fæhår. Det sidste er vigtigt. Når man bruger hydraulisk kalk istedet for cement i sin mørtel, bliver den nemlig ikke bare fed og lækker, men også fleksibel - og de korte fæhår (hår fra køer) er en slags fiberforstærkning, som hindrer fugen i at revne. Man kan kalde metoden oldnordisk, nostalgisk, romantisk og det, der er værre - men det virker! Og hvis den blev opfundet i dag ville reklamedrengene bruge ord som "innovativ og proaktiv løsning med dynamisk brug af compositmaterialer" - vi ville smide os på ryggen af benovelse og straks indse, at sædvanlige fuger af skum og akryl er noget billigt bras med en latterligt kort levetid. Airbag Men lige nu bygger jeg moderne, og lad os igen sige, at vi har et hul, som levner 10-15 mm luft hele vejen rundt om vinduet. Vinduesrrammerne tages ud af karmen, som stilles i åbningen og klodses op, så der er nogenlunde lige meget luft hele vejen rundt, så det er nogenlunde i lod, og så forkanten flugter med og har nogenlunde den rette afstand til væggens yderside - kodeordet er hele vejen igennem "nogenlunde". Nu sætter du nemlig to små "airbags" ind i revnen mellem mur og karm i hver side af vinduet - og pumper dem forsigtigt op. Vinduet sidder nu fastklemt i et kærligt favntag imellem de fire airbags, og det er på tide at trække det frem eller presse det ind, så det flugter perfekt med muren. Herefter pumper du på skift yderligere tryk på airbags'ene - herved kan du så at sige få vinduet til at rotere en smule om sig selv indtil det sidder helt lige hullet - altså med vandret bundstykke og revnen ligeligt fordelt hele vejen rundt. Karmskruer Det lyder mere kompliceret, end det er. I praksis kan man "pumpe" vinduet på plads på et øjeblik, og herefter skal der bare drønes 4 karmskruer i. De udmærker sig ved at være lange, kraftige og have skrærende gevind hele vejen op til det ganske lille hoved. Du skal nu bore igennem karmen ind i væggen med et bor, som er et par millimeter tyndere end skruen - brug et multi-bor fra Bosch eller Joran, som borer lige godt i træ og murværk. Det er vigtigt, at hullet er lige stort i hele dybden - at du altså ikke borer hullet i karmen lidt ekstra op - det er meget vigtigt, det her! Skruen skal nemlig, imodsætning til almindelige skruer, IKKE trække emnet (i dette tilfælde karmen) fast imod underlaget (væggen), men tværtimod fastholde afstanden, og det opnår man ved at skruens gevind tager godt fat i såvel karm som mur. Normalt er det et problem, hvis skruen ikke trækker emnet ned imod underlaget, men bare forsvinder ned i træet, men til dette formål er det just pointen. Skum Så fjerner du airbags'ene og puster PU-skum i revnen - dampene er højest usunde at indånde, så hold næsen på afstand og luft ud under arbejdet. Og så er den ged i princippet onduleret. Dog vil jeg alle høfligst gøre opmærksom på, at der er foskel på skum, og især er der forskel på de dåser, som skummet leveres i. De kan jo købes ganske billigt i Silvan, Jem & Fix, Harald Nybor og så videre - og det er helt fint. Men jeg har i tidens løb smidt adskillige ud, enten fordi den lille dims med slangen brækker af, eller fordi der bare ikke kommer noget ud - og især fordi jeg har brugt en lille smule af dåsen tidligere, og selvom jeg har renset dysen omhyggeligt, så virker den ikke anden gang. Skide irriterende! Så jeg har anskaffet en pistol fra DanaLim, som passer til en lidt anden type dåse - og det virker! For det første fordi jeg nu kan dosere skummet helt anderledes præcist end med den elendige snadskede slange, som findes på de billige dåser - derved bruger jeg meget mindre skum til samme revne, og der opstår ikke så stort et tryk, at det presser eksempelvis en dørkarm ud af facon. For det andet får jeg ikke strintet klatter af skum alle vegne, når jeg har sluppet aftrækkeren - en nål helt ude for enden at pisolens "løb" lukker nemlig effektivt af, hvilket for det tredje også betyder, at man kan holde pause i op til en times tid, uden at skummet hærder i pistolen. Når man er færdig, så afmonterer man pistolen og sætter den på en beholder med rensevædske - efter et par pust er den helt ren, og med yderligere et par pust renser man skumbeholderens dyse, så det resterende skum kan blive brugt en anden dag. Pistolen er fra DanaLim og koster omkring et par hundrede kroner. Skumbeholderne, som passer til, er lidt dyrere end de sædvanlige på tilbud, men til gengæld dur de hver gang, og de rækker meget længere, fordi du kan dosere mængden af skum ganske præcist. Kjeld Bjerre