Aalborg

Vingefabrik varsler fyring af 600

Rekordstor massefyring i Nordjylland på Siemens Gamesa i Aalborg

600 medarbejdere på vingefabrikken ved Aalborg Havn mister deres job.  Arkivfoto

600 medarbejdere på vingefabrikken ved Aalborg Havn mister deres job. Arkivfoto

AALBORG:Medarbejderne på Siemens Gamesas vingefabrik ved Aalborg Havn fik fredag eftermiddag besked om, at 600 af dem står til at miste jobbet pr. 30 september, og at yderligere 130 medarbejdere skal omplaceres.

Både timelønnede og funktionærer står til at blive ramt. Hvordan fordelingen præcist bliver, er endnu ikke fastlagt.

Siemens Gamesa er Nordjyllands største private arbejdsplads. Efter nedskæringerne vil der være 1500 medarbejdere tilbage.

Fyringen af de 600 er den største massefyring i Nordjylland, siden elektronikfabrikken Flextronics i Pandrup lukkede i 2004.

- Vi er rystede og rigtig kede af det. Vi vidste godt, at noget var på vej, men ikke at det drejede sig om så mange, siger fællestillidsmand Thomas Fischer.

Trist dag for alle

- Det er med stor beklagelse, at vi har måttet meddele vores medarbejdere, at vi skal skære så mange job væk. Vi er kede af det på både deres vegne og virksomhedens vegne, for det er dygtige medarbejdere og en masse knowhow, der hermed forsvinder. Det er en trist dag for alle parter, siger Jan Kristensen, kommunikationschef for Siemens Gamesa i Danmark.

Han angiver en række årsager til nedskæringerne:

- Det globale marked for vindkraft bliver stadig mere konkurrencepræget. I de seneste 10 år har vi i branchen formået at sænke priserne med 40 procent. Den udvikling fortsætter, og vi må tilpasse kapaciteten i Aalborg til den efterspørgsel, der er i øjeblikket.

Logistikomkostninger

- Når vi skal ud og byde, er det i stigende grad blevet et krav fra kunderne, at vi lægger en del af produktionen i det land, vi leverer til.

- Fabrikken i Aalborg leverer vinger til hele verden. Lokal produktion betyder, at der er kortere vej at levere, og det er afgørende, at vi får minimeret vores logistikomkostninger, hvis vi skal bevare vores konkurrenceevne, siger Jan Kristensen.

Hvordan afskedigelserne konkret skal udmøntes, og hvad der kan gøres for at hjælpe de afskedigede videre, starter der forhandlinger om på torsdag.

Fyringerne i Aalborg er det anden store nedskæring, som Siemens Gamesa gennemfører i Danmark i år. 1. juli lukkede koncernen sin vingefabrik i Engesvang, hvor 440 medarbejdere mistede deres job. En stor del af de fyrede har i dag fået nyt job.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.