Vinger med vokseværk

Ny fabrik, nyt kontorhus og nyt lager skyder op i Aalborg Øst.

Mere Plads. I øjeblikket kan Siemens Wind Power fremstille vinger på op til 52 meters længde. Når udvidelsen er færdig, kan fabrikken i Aalborg Øst producere endnu større vinger.

Mere Plads. I øjeblikket kan Siemens Wind Power fremstille vinger på op til 52 meters længde. Når udvidelsen er færdig, kan fabrikken i Aalborg Øst producere endnu større vinger.

Omfattende nybyggeri hos Siemens Wind Power på Assensvej underbygger Aalborgs position som hjemsted for det globale hovedkontor for den tyskejede koncerns produktion af vinger til vindmøller. Udover en ny 9000 kvadratmeter stor produktionsbygning er entreprenørfirmaet A. Enggaard A/S i færd med at bygge en administrationsbygning på 5000 kvadratmeter fordelt på tre etager samt et lager på 9000 kvadratmeter, hvoraf knap halvdelen dog er en eksisterende bygning. - Siden etableringen af virksomheden i 2001 har de administrative medarbejdere haft til i pavilloner, hvilket ikke er holdbart i længden, siger Søren Kringelholt Nielsen, direktør for global vingeproduktion. Den massive udbygning af faciliteterne i erhvervsområdet i det østlige Aalborg er ifølge Kringelholt Nielsen udtryk for, at placeringen er rigtig valgt. - I takt med at vingerne bliver større, har det stor betydning, at vi har let adgang til søvejen, og samtidig kan vi i kraft af universitetet få de medarbejdere, ikke mindst ingeniører, vi har brug for, påpeger han. Den nye administrationsbygning skal rumme virksomhedens 200 funktionærer, der udover fabrikken i Aalborg er hovedsæde for Siemens vingefabrikker i henholdsvis Engesvang i Midtjylland og Fort madison i Iowa, USA. Med den nye produktionsbygning får virksomheden ikke bare større kapacitet, der bliver i stand til at imødekomme fremtidige krav om endnu større vinger. - Vores hidtil største vinge på 52 meter kan lige netop fremstilles i den eksisterende bygning, siger Søren Kringelholt Nielsen, der ikke har noget bud på, hvornår Siemens sender en endnu større vinge på markedet. Med vingen på 52 meter er Siemens i stand til at levere offshoremøller med en effekt på 3,6 Megawatt. Direktøren har heller ikke noget bud på i hvilket omfang den nye produktionshal, der trinvist tages i brug i løbet af den kommende sommer, vil føre til nyansættelser. - Lige nu er vi de medarbejdere, vi skal være, siger han. I øjeblikket er 700 timelønnede beskæftiget med vingeproduktion. Det er cirka 10 procent færre end sidste år. På koncernens amerikanske fabrik er der 375 ansatte.