Vingesus af de helt store

70.000 gæster hvert eneste år Frank Wenzels og ørnenes fristed

11
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Én af de mere specielle rovfugle i Ørnereservatet er lammegribben, der også kaldes for Den Tibetanske Drage.

Han har beskæftiget sig med rovfugle i snart et halvt århundrede - alligevel får Frank Wenzel stadig et drømmende blik i øjnene, når han taler om dem. - Følelsen af frihed kan man ikke få bedre manifesteret end ved at se på ørne, forklarer han. Her i efteråret er det præcis 30 år siden, at Ørnereservatet ved Tuen blev grundlagt. Siden har godt to millioner gæster - eller 60-70.000 om året - besøgt Frank Wenzels fristed. - Det her er et fuldstændig unikt sted. Uden at overdrive er det nok verdens største informationscenter om rovfugle. Og det er jo egentlig utroligt, at sådan et lille land som Danmark har det, siger Frank Wenzel. Hans egen interesse for rovfuglene er som nævnt gammel. Men han har svært ved at forklare, hvor den kommer fra. - Det er nok noget, man er født med. Det må ligge i generne. Lokket af naturen Det er efterhånden 40 år siden, at Frank Wenzel flyttede til Vendsyssel sammen med sin kone Irene. - Vi havde egentlig et pragtfuldt sted ved Arresø i Nordsjælland, fortæller Frank Wenzel. Han var allerede begyndte at arbejde med rovfugle, og trangen til åbne vidder fyldte efterhånden mere og mere. - Jeg ville til Canada og bo, og jeg kan huske, at jeg havde en vild diskussion med min kone, fortæller Frank Wenzel. Hans kone Irene var med på at flytte - men ikke væk fra Danmark. - Og så valgte jeg i stedet det yderste punkt i Danmark, siger Frank Wenzel med et stort smil. Og sådan blev det. Familien Wenzel slog sig ned i nærheden af Tuen. Lykken i klitterne Frank Wenzel faldt hurtigt til i Vendsyssel. Helt derude, hvor han kunne hygge sig uforstyrret med sine rovfugle, havde han det allerbedst. - Naturen var rå, og det var som at komme til en fremmed verden. Men jo mere dramatik, der var i luften, jo mere nød ørnene det, forklarer Frank Wenzel. - Jeg kan huske, at mens jeg gik i klitterne og trænede med mine ørne, så tænkte jeg, at det her burde andre mennesker også se. Frank Wenzel havde dengang en kejserørn, en kongeørn og en havørn, og det skabte opsigt. - Alle de sjællændere, vi kendte, kom forbi for at se ørnene, når de var heroppe, fortæller Frank Wenzel. - Og de mange besøg blev vi faktisk efterhånden lidt trætte af. Men i stedet for at afvise folk, så valgte vi at fastsætte en dag, hvor de kunne komme forbi. Og via disse private fremvisninger blev den første skitse til Ørnereservatet faktisk lagt. Reservat i 1980 Selv om Frank Wenzel havde organiseret private fremvisninger, så fik han dog lyst til at lade flere folk kigge nærmere på de imponerende rovfugle. - Jeg ville dele det med andre. Det skulle ikke kun være for en lille privilegeret kreds, fortæller han. I efteråret 1980 var Ørnereservatet derfor en realitet. - Det var meget spontant. Ingenting var organiseret. Folk kunne ikke sidde ned, og der var blandt andet en dame, som klagede over, at hun fik hold i nakken af at kigge op i himlen under fremvisningen, fortæller Frank Wenzel, mens han ler. - Vi havde også besøg af nogle "naturflippere", som lagde sig fladt ned i græsset og kiggede op i himlen. Og da de gik herfra, havde de tårer i øjnene. Sådan var der mange sjove ting i starten, forklarer Frank Wenzel. En stor del af missionen med Ørnereservatet var at gøre folk klogere på de store rovfugle. Historien, om at en ørn i Norge havde taget et spædbarn, prægede nemlig folks billede af rovfugle. - Folk havde en tyrkertro på at rovfugle var frygtelige væsner, der udryddede alt. Men det billede er vendt, siger Frank Wenzel. - I dag opfatter folk dem nærmest som skønhedsåbenbaringer, og det er blandt andet vores fortjeneste. Modstand fra start Alt har dog ikke været medgang for Frank Wenzel. Fra start var der nemlig en del modstand mod Ørnereservatet - specielt fra forskellige af naturens interesseorganisationer. - Det var noget fuldstændig nyt, der aldrig havde været praktiseret i Danmark. Men til trods for at der var modstand dengang, så oplevede jeg alligevel en kolossal opbakning fra befolkningen og medierne, fortæller Frank Wenzel. Stadig kan han dog blive vred, hvis folk stiller spørgsmålstegn ved den måde, som Ørnereservatet fremviser sine ørne på. - Det irriterer mig, når der sidder embedsmænd, der vil sortere i folks oplevelser. - Men jeg er enormt tilfreds med, at jeg har fået åbnet mulighed for, at folk kan opleve en lille flig af den rå og virkelige natur. Ørnene bestemmer selv Selv om Frank Wenzel køber og opdrætter ørne, så vil han ikke holde dem i bure. - Jeg synes, at en rovfugl skal ses i det fri og under åben himmel. Og det folk ser her, det er i hvert fald den ægte vare. Hvor ofte er der én, der stikker af? - Jeg kan ikke lide udtrykket "stikker af", siger Frank Wenzel. - Ørnene bestemmer selv, om de vil være her, fastslår han. Det er dog ikke ret tit, at ørne er forsvundet. Tre gange i løbet af Ørnereservatets 30 år er det sket. - Vi lærer ørnene, hvor de helst skal flyve hen. Men er der nogen af vores ørne, der etablerer sig i naturen, så vil det bare glæde os, siger Frank Wenzel. Ørnereservatet dækker i dag 75 tdr. land og har for tiden 12-15 ørnearter og 7-8 falkearter. Er bæredygtigt I løbet af de 30 år som Ørnereservatet nu har eksisteret, er der sket meget. - Kvalitetsmæssigt er vi på et helt andet niveau i dag, siger Frank Wenzel og tilføjer, at der i højsæsonen er op mod 12 ansatte ved Ørnereservatet. Noget af det som Ørnereservatet i dag gør meget ud af, er at fortælle om rovfuglenes kulturelle baggrund - oplysningsarbejdet ligger nemlig stadigvæk Frank Wenzel meget på sinde. Samtidig har han dog fået etableret en økonomi, der hænger sammen. - Vi er en bæredygtig oplysningsinstitution, som finansierer det her udelukkende gennem vores publikum. Det er der vist ikke så mange andre, der kan prale af, siger Frank Wenzel. Samtidig fastslår han dog, at det ikke kun handler om, hvor meget der ryger i kasseapparaterne. - Vi kunne jo sagtens lave opvisninger tre gange om dagen, hvis det handlede om at tjene penge. Men vi holder fast ved, at det kun skal være én gang om dagen. Vi skal tage hensyn til fuglene, fastslår Frank Wenzel. Tilbage til rødderne I dag har Frank Wenzel igen masser af tid til det, der var hans indgangsvinkel til at starte Ørnereservatet - nemlig at betragte rovfuglene i fri natur. - Min fascination af rovfuglene er 100 procent intakt, forklarer han. I år har han derfor brugt en del tid i vildmarken - blandt andet er der blevet til en tur til grænsen mellem Rusland og Finland for at kigge på rovfugle. - Når man har beskæftiget sig et langt liv med det her, så kan man kun gøre det, hvis man får nogle nye impulser. Det ligger mig meget på sinde at supplere min viden, for man lærer aldrig nok, siger Frank Wenzel. - Jeg startede i naturen, og jeg vil også helst slutte i naturen. Men jeg har så haft en mellemstation med Ørnereservatet, der har givet masser af mennesker en oplevelse, slutter Frank Wenzel.