Vinokourov vandt - Beloki i dramatisk styrt

Aleksandre Vinokourov fra Telekom vandt i dag niende etape af Tour de France, en knap 185 kilometer lang dramatisk bjergtur fra Bourg d'Oisans til målbyen Gap.

Kasakheren stak fra de øvrige favoritter på dagens sidste stigning og kom alene til mål 36 sekunder foran blandt andre indehaveren af den gule trøje Lance Armstrong og Team CSC-rytteren Tyler Hamilton. Lance Armstrong er stadig i den gule førertrøje, men amerikaneren er nu kun 21 sekunder foran Aleksandre Vinokourov. Once-rytteren Joseba Beloki, der før etapen lå på en samlet andenplads, styrtede på den sidste nedkørsel mod mål, og baskeren måtte køres væk i en ambulance. Tyler Hamilton er nu på løbets samlede femteplads, 1,52 sekunder efter Lance Armstrong. /ritzau/