Vinrejser er et hit

Brix Vin & Rejser runder i år rejse nummer 50 sydpå

Det er altid spændende at overvære den professionelle vinplukning - eller måske selv at være med i den.

Det er altid spændende at overvære den professionelle vinplukning - eller måske selv at være med i den.

Vinrejser er så populære, at Brix Vin & Rejser i år kan fejre, at firmaet nu runder rejse nr. 50. Firmaet, der er hjemmehørende i Vestbjerg ved Aalborg, har på alle måder haft vind i sejlene, siden man startede i 1995. Drivkraften i selskabet er ægteparret Harry og Grethe Brix, der nu har beskæftiget sig med vin og vinrejser i ca. 15 år. Harry Brix siger til NORDJYSKE, at firmaets filosofi er at give gæsterne vin- og kulturelle oplevelser af høj kvalitet og til fornuftige priser. - Vi holder begge af god vin og rejser, og vi deler disse glæder med rigtig mange mennesker, tilføjer han. For 10 år siden arrangerede ægteparret på opfordring deres første vintur, som i efteråret 1995 gik til Alsace sammen med venner og bekendte. Siden er det gået slag i slag med bus-rejserne, og parret har arrangeret vinrejser til f.eks. Bourgogne, Mosel, Champagne, Bordeaux, Rhônedalen, Toscana og Piemonte. I indeværende år bliver der arrangeret 12 ture, og det omfattende program inkluderer vinbesøg hos ca. 35 vinproducenter i Frankrig, Italien, Østrig og Tyskland. - Vi har ændret vores koncept en del. Fra at være "rene" vinrejser med lidt kultur, kombinerer vi nu med en del kultur, historie og musik, fortæller Harry Brix. Brix Vin & Rejsers flagskib blandt årets store rejseudbud bliver en 12 dages tur til Normandiet, Loire, Champagne og Mosel i september.