Vinsmagning igen i Ø. Brønderslev

Ø. BRØNDERSLEV: Endnu en gang arrangerer en gruppe lokale borgere en serie vinsmagninger i Ø. Brønderslev Forsamlingshus med vine fra forskellige steder i verden og med spisning som afslutning på vinsmagningsrunden. Der er lagt et program for fem aftener, hvortil der er der inviteret en række dygtige foredragsholdere, der serverer og præsenterer vine om aftenens tema. De valgte temaer er vine fra Nord- og Sydamerika, Bordeaux, sydfranske vine fra Mont Ventoux og vestpå fra den sydlige Rhone-dal, herunder Chateauneuf-du-Pape. Der følger et underholdende og lærerigt krydstogt til alverdens vinlande og druesorter, og som afrunding bliver der vin og mad fra Italien. Selv om tilmeldingsfristen var til jul, er der stadig ledige pladser til interesserede på holdet, hvor der er plads til ca. 50. Det er dog ved at haste, for den første vinsmagning holdes på mandag. Det er med at kontakte ét medlem fra den sædvanlige arrangementskomité i en fart for at blive skrevet på listen. Betalingen for at være med til de fem vinsmagninger er 200 kr. pr. deltager, og desuden skal der hver gang betales for vinene. Disse "proppenge" plejer at blive til 75-90 kr. pr. gang, og det gælder også cirka for den sidste gang med spisning. Sidste år blev der et mindre overskud, som arrangørerne gav som ekstrabetaling til forsamlingshuset, for der er tale om en aktivitet, der kun lige skal hvile i sig selv år for år. per