Vinter: Busser fortsætter på helårsdæk

Trods debat om bussers behov for vinterdæk, har busselskaberne, der kører for Nordjyllands Trafikselskab, besluttet at køre videre på helårsdæk

Mette Siggaard
Arkivfoto: Grete Dahl
7. december 2017 06:11 - Opdateret 8. december 2017 06:09

AALBORG: Det er set før. Situationen, hvor bybusserne i Aalborg har svært ved at stå fast i sne og slud. Nordjyllands Trafikselskab har opvejet fordele og ulemper og konklusionen er, at busserne fortsætter med at køre med helårsdæk vinteren igennem.

Det er et bevidst valg fra vognmændenes side, og et valg som Nordjyllands Trafikselskab er tilfreds med.

- Fordele og ulemper ved henholdsvis helårs- og vinterdæk har været diskuteret adskillige gange, men vi er meget trygge ved vognmændenes valg, da vi kan konstatere, at helårsdæk passer rigtig godt til det danske vintervejr, hvor regnvåde- og snedækkede veje kan forekomme nogenlunde lige hyppigt, siger Mette Henriksen, chef for kunder og salg hos NT i en pressemeddelelse.

Et logistisk mareridt

Tilbage i 2014 præsenterede Trafikstyrelsen et syv sider langt notat, der fastslog, at der ikke var belæg for at antage, at et eventuelt krav om brug af vinterdæk ville resultere i en højere grad af trafiksikkerhed. Tværtimod fremgik det af notatet, at vinterdæk oftest har dårligere vejgreb selv ved lave temperaturer, når der altså ikke er tale om deciderede sne- eller isdækkede veje.

- Ud fra undersøgelserne må vi konstatere, at det ikke giver hverken sikkerhedsmæssig eller logistisk mening for vognmændene at sætte vinterdæk på busserne, siger Mette Henriksen.

- Det ville i så fald tilsyneladende kun være fuldt forsvarligt at gøre på dage, hvor der falder sne, mens vognmændene ville være nødsaget til at skifte dem igen, lige så snart at sneen erstattes af tørt eller vådt føre. Det ville jo blive et logistisk mareridt, som også ville gå udover vores kunder, hvis samtlige busser skulle en tur i pit, hver gang vintervejret skifter, siger hun.

Mette Henriksen ser derfor ingen grund til at ændre politikken på området.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...