Aalborg

Vinter i terapi- lampens skær

Tjalfe Poulsen tænder for sinkraftige lampe om aftenen eller om morgenen. Så får den lov at lyse på ham en time eller to, mens han laver andre ting. Foto: Niels Meredin

Tjalfe Poulsen tænder for sinkraftige lampe om aftenen eller om morgenen. Så får den lov at lyse på ham en time eller to, mens han laver andre ting. Foto: Niels Meredin

Havde han været en potteplante, så havde han været en af den slags, der skulle stå i et sydvendt vindue med masser af lys. Nu er Tjalfe G. Poulsen ikke nogen plante. Han er lektor på Aalborg Universitet, hvor han underviser på Institut for Bio- og Miljøteknologi. Men ligesom potteplanten, har han brug for lys, masser af lys, for at trives. Og når det bliver sparsomt med lys, efterhånden som efteråret bider sig fast, tænder han hver aften sin kraftige terapilampe og får på den måde ladet batterierne op. Det er fem-seks år siden Tjalfe G. Poulsen fandt ud af, at han bliver i dårligt humør, når solen forsvinder. - Man er lidt uoplagt om morgenen. Man er lidt træt og har lyst til at gå tidligt i seng. Og på arbejdet kan mange opgaver godt virke en lille smule mere tunge og uoverskuelige om vinteren, end de gør om sommeren, forklarer han. Han tror, det hænger sammen med at han på det tidspunkt blev fastansat som underviser, og ikke længere kunne råde så frit over sin tid. Pludselig skulle han være meget mere på kontoret eller i undervisningslokaler på universitetet. Han gik til sin læge, som fortalte, at han kunne få nogle piller, men han kunne også prøve med lysterapi, som på det tidspunkt var ved at blive udbredt til folk med vintertræthed eller vinterdepression. Derfor anskaffede han sig en terapilampe, og det har han bestemt ikke fortrudt. Bare han sørger for at tage sit lys, klarer han sig uden problemer gennem vinteren. - Jeg kan forlænge dagen ved at brugen lampen, så jeg får nogle ekstra lystimer. Jeg har gode erfaringer med det, og er efterhånden blevet rimeligt afhængig af det, siger han. Tjalfe G. Poulsen er endnu ikke begyndt at tage lys i år. Han sørger for at være meget aktiv og opholde sig så meget som muligt udenfor. Bl.a. ror han singlesculler. Han er ude at ro hver anden dag, og i den sæson, der netop er slut, har han tilbagelagt omkring 2400 km i robåd - og det er rigtig, rigtig mange. Når han finder solen frem kommer virkningen ikke helt med det samme. Der går en uge eller to, så er han tilbage på sit normale niveau. Han nøjes ikke med det kunstige lys om vinteren. Han sørger også for at komme på skiferie til Norge - op til sneen og solen. - Det at der er sne, giver meget lys. Jeg kan mærke herhjemme, at hvis der er vintermåneder, hvor der er meget sne, behøver jeg ikke at tage lysterapi. Der giver sneen så meget, at det er nok, siger han.