Vinteraktiviteter på Hjortdal Bibliotek

HJORTDAL: Efteråret er for alvor over os, og med det går de indendørs aktiviteter i gang på Hjortdal Bibliotek. Formanden for Hjortdal beboer- og Forældreforening, Tine Bilgram, fortæller at den store succes med at tilbyde alle beboere i området mulighed for at komme på internettet i bibliotekets åbningstid tages op igen denne vinter, det vil sige mandag eftermiddag og onsdag aften. For de yngre brugere bliver der hver den første mandag i måneden højtlæsning af forskellige voksne fra sognet, første gang 4. november, hvor Susanne Anisimow vil læse sjove historier. Julemåneden bliver speciel, da der vil være oplæsning de første tre mandage i december. Her vil den lokale skuespiller Maria Bartholdy læse juleeventyr for børnene. Som noget nyt har foreningen i år fået forskellige lokale kunstnere og kunsthåndværkere til at udstille på biblioteket. Udstillingen skiftes hver måned, og i november er det keramikeren Laila Mølholm og billedkunstneren Heidi Hove Pedersen, der viser eksempler på deres kunnen. ms