Rønbjerg

Vinterferie med afslapning eller fuld fart på

RØNBJERG:Det summer af aktivitet på feriecentret DanParcs Rønbjerg i denne uge, hvor gæsterne kan vælge at holde vinterferie med fuld fart på - eller slappe helt af. Feriecentret har sammensat et program for hver dag, og der er mulighed for at få sved på panden. Hver dag er der spinning, og dertil kommer motionshold som "fedtdræberen", bodytoning, og step/aerobic. Der er også tilbud om yoga. Skal der nye udfordringer til, kan feriecentret tilbyde klatring, dykning, bueskydning, lasersport, bungee run og flere andre aktiviteter. For børnene er der som altid Mombassaland, hvor der er arrangeret skattejagt, ansigtsmaling, bolchekogning og andet sjov i det 700 kvadratmeter store legeland. Ellers er det tropiske badeland åbent for store og små, og endelig kan gæsterne vælge en afslappende pause i Wellness Centret med eksempelvis saunabesøg, dampbad, massage og ansigtsbehandling.