Vinterhi til de dyre lystbåde på havn

Lystbådejere fra nær og fjern bygger egne haller for over tre mio.

FREDERIKSHAVN:De dyre lystbåde ønskes i stigende grad i garage om vinteren. To grupper af bådejere har taget sagen i egen hånd og er i færd med at opføre to bådopbevaringshaller ved Sandholm på nordhavnen. Båd Hal Nord I/S bestående af 10 bådejere fra Frederikshavn og Sæby investerer i omegnen af 1,3 mio. kr. i en 825 kvm. stor hal, der ventes at stå færdig i løbet af to-tre uger. - Jeg ligger selv med min båd i Sæby havn, hvor alt er klistret til med lystbåde, og hvor der ingen muligheder er for indendørs opbevaring, fortæller en af de 10 interessenter i Båd Hal Nord, Henrik Pedersen. - Nu får vi vores egen hal, og hvor vi kan stå indendørs og lave service på bådene i vinterhalvåret. Når bådene er i vandet, vil andre kunne leje sig ind i hallen, hvis de har en større renoveringsopgave på deres båd, de skal have udført, tilføjer han. Fundamentet til en endnu større hal på 1200 kvm. er også lagt, og mandag påbegyndes samlingen af en stålhal, der er indkøbt og leveret som samlesæt i to containere fra USA. Denne hal er i modsætning til Båd Hal Nord's isoleret og med flisegulv. - Vi har efterspørgsel på 120 kvm. hal mere, end de 1200 kvm., vi allerede har afsat, men har med den erhvervede jord mulighed for at bygge yderligere 240 kvm. til, hvis vi vil, fortæller Leo Zimmermann, Frederikshavn. Han fortæller, at der er solgt bådplads til lokale lystsejlere, men også sejlere fra både Hjørring, Herning og Aarhus. - Vores plan er, at hallen om sommeren skal kunne lejes ud til erhvervsmæssig brug som lagerhal, siger Leo Zimmermann. Denne gruppe bådejere investerer i løse tal to mio. kr. i deres hal. - At vi har købt ind i USA skyldes simpelthen den lave dollarkurs, og at man derovre giver tilskud til stålindustrien, så vi derfra har kunnet få leveret billigere, end vi kunne få en tilsvarende hal til herhjemme, fortæller Leo Zimmermann. Firmaet i USA kan ifølge Leo Zimmermann levere haller i helt op til 300 meters højde og 300 meters spænd, hvilket er sket i forbindelse med opbevaring af en rumraket. Også denne hal vil stå færdig i løbet af to-tre uger. Begge bådehal-grupper har købt af den erhvervsjord, som havnen i år har frasolgt til kommunen.