Vinterrevy med gamle kendinge

Thomas Mørk, Pernille Schrøder og Henrik Lykkegaard sammen i Aalborg for tredje gang

Lars Aare
Holdet bag årets udgave af Aalborg Vinterrevy: Pernille Schrøder, kapelmester Jens Krøyer, Thomas Mørk og Henrik Lykkegaard. Foto: Martin Damgård
Teater 16. november 2011 12:00

Pernille Schrøder og Henrik Lykkegaard har været her fem gange før - to af gangene sammen med Thomas Mørk. Så man kan roligt sige, at det er et gennemprøvet koncept, der trækkes op af hatten, når den 22. udgave af Aalborg Vinterrevy fra torsdag aften opføres i Europahallen. Ikke desto mindre er vinterrevyen stadig et populært indslag i Aalborgs selskabsliv her op mod jul. Ifølge direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center, Ernst Trillingsgaard, er over 90 procent af billetterne solgt på forhånd. De tre skuespillere bakkes op af kapelmester Jens Krøyer og dansere fra Dance Action, og udover selve revyen er der lommetyve på spil i skikkelse af artisterne Kenny og Joan Quinn, julebuffet fra Papegøjehaven og dans bagefter til musik af Dansekompagniet. Men selvom meget er ved det gamle, lover revyholdet, at der er masser af nye numre i showet. De har dog ikke kunnet dy sig for at tage en gammel traver med: Et cirkusnummer, hvor Thomas Mørk spiller abe og Henrik Lykkegaard en mildt sagt umotiveret polsk artist. - Det er et nummer, vi har lavet flere gange i forskellige variationer. Men det er også det eneste genkendelsesnummer. Det er første gang, jeg har været med, hvor vi har haft så mange nye numre, siger Henrik Lykkegaard. Ifølge eget udsagn har de nærmest fungeret som en slags kollektiv med hensyn til at sætte showet sammen. - Det sker nærmest umærkeligt, at rollerne bliver fordelt mellem os, så én sørger for det praktiske, en anden har kontakten til teknikken, og så instruerer vi hinanden. Her er det en stor fordel, at vi har prøvet det før, siger Henrik Lykkegaard. - Det er et frirum, ja faktisk nærmest en legestue. Vi har det sjovt med hinanden, vi bestemmer selv, hvordan vi vil gøre tingene. Det er rigtig rart og trygt, supplerer Thomas Mørk. Hvad showet i detaljer kommer til at indeholde, er de ikke meget for at afsløre på forhånd. Der kommer et par små hints til lokale nordjyske begivenheder undervejs, men som udgangspunkt bliver det en klassisk, folkelig revy, som først og fremmest bare skal være sjov. - Og det håber vi, den bliver. Vi har selv haft det sjovt med at lave den, siger Thomas Mørk.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...