Vintersalg af sommerhuse

Solen skinner, børnene leger på stranden - og der drives og dases i sommerhuset. Men det er ikke nødvendigt, at vejret er pragtfuldt for at få solgt sommerboligen.

Fire ud af 10 sommerhuse sælges nemlig om vinteren. Det viser en opgørelse fra ejendomsmæglerkæden Nybolig. - Forklaringen er blandt andet, at mange sommerhuskøbere har tilbragt sommerferien i et lejet hus og efter endt ferie fundet ud af, at det kunne være rart at få deres eget sommerhus, siger kommunikationschef Eva Nørgaard Petersen, Nybolig. Derfor begynder jagten på et sommerhus ofte i efteråret - og i løbet af vinteren bliver et eventuelt køb gjort. Antallet af solgte sommerhuse befinder sig dog stadig et stykke under det normale i kølvandet på finanskrisen. Men der er små lyspunkter. For eksempel er prisen stigende. På landsplan steg den gennemsnitlige kvadratmeterpris på de sommerhuse, Nybolig har solgt, med 2,7 procent i 3. kvartal i år sammenlignet med sidste år. Det betyder, at et gennemsnitligt sommerhus på 60 kvadratmeter nu koster 1.044.000 kroner mod 1.017.000 kroner sidste år. Det er en stigning på 27.000 kroner. Sommerhussælgerne skal dog stadig være tålmodige, når de sætter deres sommerhus til salg. I snit står til-salg-skiltet 11 måneder foran sommerresidensen, før det bliver solgt - det er et fald på godt en måned fra 2. til 3. kvartal./ritzau/