Vinterslutspurt på Rebilds biblioteker

Bibliotekerne i Rebild Kommune siger farvel til vinteren med en lang række arrangementer.

Rebild Bibliotekerne har kastet sig ud i et omfattende forårsprogram og kan blandt andet byde på en ekspert i chokoladefremstilling, Poul Andersen, som kommer til Skørping Bibliotek lørdag formiddag 19. februar og viser, hvordan man selv kan fremstille fyldte chokolader. Lisbeth Larsen kommer til Støvring Bibliotek lørdag formiddag 5. marts med sit arbejdende smykkeværksted. Lytterier og junglesjov I marts går det løs med den aktive lyttekoncert "Godnitte Godnatte" for børn fra tre år og deres voksne. Det foregår søndag eftermiddag 6. marts på Støvring Bibliotek. Søndag eftermiddag 10. april er der jungleeftermiddag for hele familien med DJANZZ i Kulturstationen i Skørping. Djanzz består af Carl Quist-Møller på trommer, Sille Grønborg på guitar og sang og Palle Winfeldt på guitar. Der bliver også salg af jungleboller og junglecacao, og man kan lege junglesanglege med Rikke Kamedula fra Rebild Kulturskole. KulturStationen, Skørping Musikstation og Skørping Bibliotek arrangerer. Lokal ordkraft til Aalborg Fredag eftermiddag 11. marts er der rap-workshop med Niarn på Skørping Bibliotek. Deltagerne skal være mellem 13 og 16 år, og der skal produceres en raptekst, som deltagerne kan optræde med på Nordkraft i Aalborg fredag 8. april. Fredag eftermiddag 25. marts er der fortællecafé på Terndrup Bibliotek, hvor alle er velkomne til at fortælle deres historie, og også herfra kan en eller to af de lokale deltagere komme videre til Nordkraft fredag 8. april. Nordkraft er nemlig ramme om den store litteraturfestival "Ordkraft" i dagene 7.-9. april. Søndage med foredrag Søndag 13. marts kan man komme til forfatterbrunch med Lone Kühlmann på Støvring Bibliotek. Under brunchen giver hun en fyndig opsang baseret på sin bog "Vi bliver ikke yngre - fat det!" Søndag 27. marts kan man møde Peter A. G. Nielsen i Skørping, hvor han først deltager i gudstjenesten i Skørping Nykirke og bagefter holder foredraget "Det sansende menneske" i Kulturstationen. Aktive Kvinder sørger for kaffebord, og øvrige arrangører er Skørping Menighedsråd og Skørping Bibliotek. Journalistik om drab Kriminaljournalistikken er emnet for et foredrag af professor, dr.phil. Gunhild Agger, som kan høres i Kulturstationen onsdag aften 30. marts. Hun sætter fokus på kriminalerindringer og udvalgte afsnit af de to tv-serier "Danske mord" fra 2008 på DR2 og "DE 7 DRAB" fra 2010 på TV2. Midthimmerlands Folkeuniversitet arrangerer sammen med bibliotekerne. Desuden tilbyder Skørping Bibliotek en introduktion til musik på nettet tirsdag aften 19. marts, og alle kommunens biblioteker arrangerer løbende korte kurser for begyndere på internettet.

Forsiden