Hospitaler

Vintervejret giver travlhed på nordjyske sygehuse

Skal behandle flere brækkede ben, håndled og hofter.

De nordjyske sygehuse skal behandle flere brækkede ben, håndled og hofter. Arkivfoto

De nordjyske sygehuse skal behandle flere brækkede ben, håndled og hofter. Arkivfoto

Rundt om på de nordjyske sygehuse har man i denne vinter kunnet mærke, at vejrmenuen flere gange har stået på tø efterfulgt af frost og isbelagte veje og stier. - I går (torsdag, red.) var et eksempel på en slem dag, hvor vi indlagde 13 patienter på ortopædkirurgisk afdeling og lagde gips på 17 andre. De havde alle 30 brækket arme, håndled eller hofter som et resultat af fald, fortæller afdelingssygeplejerske Tina Futtrup fra skadestuen på Aalborg Sygehus. Ifølge Tina Futtrup er det antal omkring det dobbelte af en gennemsnitsdag på skadestuen. - Og det er selvfølgelig på grund af det ekstra glatte føre, siger hun. Skadestuen kan især mærke, når kortvarigt tøvejr afløses af fornyede frostgrader. Den situation oplevede sygehuset også i sidste uge, hvor antallet af brækkede lemmer ifølge Tina Futtrup også steg dramatisk. Samme tendens Tendensen bekræftes på skadestuerne på Sygehus Vendsyssel i Hjørring og på Sygehus Himmerland i Farsø. - Vi kan mærke, når det bliver glat. På nogle dage - for eksempel i går (torsdag) - steg antallet af håndledsbrud og andre brud til det dobbelte af det normale, siger afdelingssygeplejerske Karin Jensen fra skadestuen i Hjørring. - Når det er glat, kan vi have flere brækkede håndled til behandling på skadestuen på én gang, mens der ikke altid er bare et tilfælde på en dag, når føret er mere normalt, fortæller oversygeplejerske Dorte Ebdrup fra skadestuen i Farsø. Erhvervsaktive rammes især Modsat den gængse forestilling, så er der ikke en overvægt af gamle blandt de patienter, der brækker forskellige lemmer, fortæller Tina Futtrup. - Langt hovedparten af dem, der kommer ind med skader fra fald, er personer i den erhvervsaktive alder, siger hun. Tina Futtrup tror, at forklaringen er, at de gamle bliver inden døre i det glatte føre, mens personer i den erhvervsaktive alder er nødt til at bevæge sig ud på gaden.