Violinspillets mester

koncert Nikolaj Znaider og ASO # # # # # ¤ { Det har væretet stort privilegium at lægge øre til Nikolaj Znaiders violin i samspil med symfoniorkestret gennem alle årene, og for hver gang kommer man til at sætte større og større pris på hans musikalitet, som i sandhed er unik. I takt med at Znaider har etableret sig i den internationale musikverden, har hans spil ændret sig i retning af større enkelhed, enkelhed i brug af virkemidler, tekniske såvel som musikalske. Paradokset er, at hans spil i løbet af hele denne proces har vundet i udtryk, der hvor musikaliteten lyser igennem melodien indefra med en overjordisk klarhed og ro. Koncerten denne gang var ikke fra det gængse romantiske repertoire, som vi så tit har hørt ham i, men Sjostakovitj¿s fra 1948. Som altid hos denne komponist er det de store kontraster imellem satserne, som er dramaet i værket, kontrasten mellem den renfærdige, nøgne melodi i den indledende nocturne og 2. satsens dansende scherzo, og ligeledes den smukke, sarabande-agtige passacaglia, hvis cadence bygger op til sidstesatsens legende og enkle burlesque. Og Znaider beherskede suverænt alle musikkens facetter og styrede med sin vidunderlige ¿less is more¿-filosofi koncerten til tops. Ekstranummeret var - typisk Znaider - renset for al udvendig ækvilibrisme, en lille sarabande fra en af Bachs partiter, sart og syngende med præcist fokus på melodiens bevægelser, som en guirlande af spindelvæv, og smukkere spillet end her kan jeg ikke mindes at have hørt den. Forinden havde orkestret, med den unge dirigent Stefan Solyom i spidsen, beredt vejen med svenske Anders Hillborgs ¿flydende marmor¿, et veldisponeret énsatset orkesterværk med stor udtrykskraft, fra indledningens eruptive klangflader, der gled over i et rytmisk pulserende afsnit, videre til melodien, for endelig til sidst at samle alle elementer i en syntese, magtfuldt og overbevisende. Aftenens symfoniværk, Beethovens syvende, fik en gennemarbejdet og helstøbt fremførelse, hvor Solyom satte sit tydelige fingeraftryk på værket, stramt og præcist styret med vægt på klanglige afstemte orkesterklang, hvor især træblæserne lyste op som gruppe, og hvor man også bemærkede sig et par fine indslag af orkestrets nye solo-oboist. Den homogene orkesterklang klædte især den langsomme marche funebre og scherzoen, og var helt igennem en nydelse, også selvom den kom til at koste i den anden ende, i den rytmiske fremdrift og spændstighed. Tore Mortensen kultur@nordjyske.dk { Aalborg Symfoniorkester dirigent: Stefan Solyom solist: Nikolaj Znaider Aalborghallen torsdag aften