EMNER

Virginias guvernør stopper henrettelse nr. 1000

København, onsdag /ritzau/ Robin Lovitt skulle onsdag have været henrettet som nummer 1000 i USA siden 1976. Men i sidste time omstødte Virginias guvernør dommen til livsvarigt fængsel. Virginias guvernør, Mark Warner, besluttede tirsdag at benåde den dødsdømte Robin Lovitt, som onsdag skulle have været fange nummer 1000 til at blive henrettet i USA, siden landets højesteret i 1976 genindførte dødsstraffen. Warner begrundede beslutningen om at omstøde dødsdommen til livsvarigt fængel med, at afgørende dna-bevismateriale var blevet ødelagt under Lovitts appelretssag. Virginia "må sikre, at hver gang, denne ultimative dom bliver gennemført, bliver det gjort retfærdigt", sagde Warner i en erklæring. Lovitt skulle have været henrettet med en dødssprøjte, fordi han blev kendt skyldig i mordet i 1999 på en natlig bestyrer i en spillehal året forinden. /ritzau/