Brønderslev

Virkelyst hos borgere

Borgerne værner om Kraghedes samlingssted, der nu er topmoderne

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mange var mødt op for at fejre samlingsstedets ny image.

BRØNDERSLEV:- Det er en fantastisk virkelyst, I lægger for dagen. Det konstaterede formand for Brønderslev Kommunes teknik- og miljøudvalg, Karsten Frederiksen (K), da han klippede den røde snor til det nyudvidede og nyrenoverede klubhus i Kraghede.

Han glædede sig over den aktivitet, der i øvrigt præger de mindre områder i kommunen.

- I knokler virkelig for lokalsamfundet, sagde han.

Karsten Frederiksen glædede sig over, at der siden 2002 er givet en speciel bevilling til landdistrikterne. Det begyndte med 500.000 kr. det første år, men senere er det blevet til 400.000 kr., og der er ikke ændret ved beløbets størrelse, selv om kommunen blev større ved kommunesammenlægningen.

Karsten Frederiksen fortæller, at der nu gøres en ny indsats for landdistrikterne med et landdistriktsråd.

- Det skal søge nye midler, ligesom det skal lave politikker for landdistrikternes overlevelse og udvikling. Vi håber også, at landdistriktsrådet vil medvirke til, at andre bliver inspireret af virkelyst og sammenhold som i Kraghede, bemærker han.

- Alle politikere er glade for at se jeres gode resultater.

Formand for Kraghede Borger- og Idrætsforening, Lars Melsen, fortæller, at der i 2008 blev indledt en renovering af klubhuset.

Senest er der sket udvidelse med et depotrum, som har været længe savnet, ligesom der er etableret ny hovedindgang, legepladsen er forbedret og terrassen er blevet forsynet med bord-bænkesæt, parasoller med mere. Endvidere er el-installationerne fornyet, ligesom der er monteret en ny varmepumpe. Det hele begyndte med nyt køkken og koldrum i 2008, og nu er arbejdet sluttet.

Lars Melsen kan fortæller, at huset er meget benyttet. Madholdet mødes jævnligt, og tre-fire gange om året er der fællesspisning. En af årets største aktiviteter er sankthansfesten, der samler omkring 100. Siden begyndelsen af 1980’erne har der kun været én forening. Før var der både en borger- og en idrætsforening, men de blev slået sammen, da det mange gange var de samme, der ledede foreningerne. Idrætsforeningen har eksisteret siden 1942.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.