Virkningsløs mod brystkræft

Kvinder, der spiser masser af frugt og grønt, mindsker ikke risikoen for at få brystkræft. Ifølge en ny europæisk undersøgelse med deltagelse af næsten 300.000 kvinder er der ingen sammenhæng mellem indtagelsen af frugt og grøntsager og forekomsten af brystkræft. - I undersøgelsen deltager kvinder fra otte europæiske lande, og det interessante er, at der er stor forskel på, hvor meget frugt og grønt kvinderne spiser i de forskellige lande. Derfor ville undersøgelsen kunne påvise en sammenhæng, hvis den eksisterede, siger cand.scient. Anja Olsen, Kræftens Bekæmpelse. En dansk undersøgelse fra 2003 viste det samme. Dengang analyserede man data fra 23.798 kvinder efter overgangsalderen og kontrollerede, om der var færre tilfælde af brystkræft blandt dem, der havde spist meget frugt og grønt. Det var der ikke. Derimod ser det ud til, at olivenolie kan have en forebyggende effekt. Amerikanske forskere mener at have fundet en forklaring på, hvorfor middelhavskosten med sit høje indhold af olivenolie ser ud til at beskytte mod brystkræft. Oliesyren i olivenolien ikke bare nedsætter mængden af det kræftfremmende gen Her-2/neu, men forstærker også effekten af den såkaldte herceptinbehandling, som har forlænget livet for mange brystkræftpatienter. Selv om frugt og grøntsager ikke har en beskyttende effekt mod brystkræft, er der ifølge Kræftens Bekæmpelse fortsat god grund til at spise rigeligt. De beskytter for eksempel mod udvikling af hjerte-kar-sygdomme, og kan også forebygge tarmkræft. /ritzau/

Forsiden